Lotte Kirkeby: Resten af sommeren
Resten er sommeren er en fremragende roman om en skilsmisse og den sommer der følger efter. Det er en intens roman om, når tavsheden flytter ind.
Sofie er 10 år. Det er sommer og hun skal i Tivoli med sin storebror og deres far. De besøger blandt andet Hurlumhejhuset, stedet hvor det er svært at gå lige, gulvet gynger, spejle forvrænger ens krop og ansigt, det er svært at finde vej, at orientere sig. Man kan dårligt genkende sig selv eller de andre i spejlet i Hurlumhejhuset.
Den fornemmelse kommer til at vare ved. For Sofies forældre fortæller, at de skal skilles og verden ser pludselig helt anderledes ud. En skilsmisse forandrer folk og familier. Hvem er man nu? Er man egentlig stadig en familie? Ja da, siger de voksne. Men er man? Og hvor går man hen med sine tanker og følelser?
I løbet af sommeren følger vi Sofie og hendes familie og den tavshed der omringer dem. Ingen af dem har et sprog for hvad de oplever og føler, hverken børnene eller de voksne og alle vælger at tie. “Så sig dog noget”, hviskede jeg ind i bogen, “del hvad du føler, så alenefølelsen letter”, men de hørte mig vist ikke.
Resten af sommeren er en roman om børn, der tilpasser sig for ikke at være til besvær og for at undgå at såre deres forældre. Smerte! Så trist! Søde nemme børn, der bærer smerten og alle deres spørgsmål alene.
Det er også en roman om opdagelsen af, at ens ældre søskende kan vokse fra en, når deres blik og opmærksomhed flyttes fra den nære familie til venner og kærester. Jeg er selv storesøster og har ikke før tænkt over det tab og den sorg yngre søskende kan opleve, når den store ændrer sig eller flytter hjemmefra.
Resten er sommeren er på mange måder en klog roman, der giver stof til eftertanke. Det er en rolig, udramatisk og lidt langsom roman og den får mine varmeste anbefalinger.
Hvis du var glad for Lotte Kirbys roman De nærmeste, vil du sørge over familiens mangel på et sprog og glædes over at Lotte Kirkeby til gengæld har et meget smukt og præcist sprog.
Lotte Kirkeby, Resten af sommeren, Gutkind, Januar 2024, 252 sider.