Carsten Werge & Per Frimann: Verdens 100 bedste fodboldspillere 2023
Er du ikke fan af fodbold, kan dette godt lyde som verdens kedeligste bog. Og har du hørt de to forfattere, kommentatorerne Werge og Frimann nærmest råbe om kap med hinanden til fodbold-kampe i tv, er du med stor sandsynlighed ikke blevet mere interesseret i bogen. Men selvom de to aldrig har kunnet finde ud af deres roller som kommentatorer til tv-transmitterede kampe, så ved de altså noget om fodbold. Og i denne bog får du nogle overraskende og meget velkomne meninger med i købet.
Forordet er et af de bedste, jeg længe har læst. Werge og Frimann erklærer deres kærlighed til fodbolden og understreget ved deres frygt for, hvor sporten er på vej hen – netop på grund af den kærlighed. Og det er kernen i budskabet. I de senere år er grådigheden blandt spillere og klubber nået nye højder.
Det startede egentlig med klubberne – især i England. Her solgte Chelsea for mange år siden sjælen til en russisk oligark. Senere er klubber som Newcastle og Manchester City blevet solgt til højstbydende, der i begge tilfælde har været rige sheiker fra Saudiarabien og Abu Dhabi, der begge repræsenterer regimer, hvis syn på menneske- og borgerrettigheder er, ja, en by i Rusland. Også franske Paris St. Germain er tidligt hoppet med på vognen og er i dag ejet Qatar Sports Investments, der senest også var på jagt efter at købe Manchester United i England.
I princippet har Werge og Frimann ikke noget imod ejerskab, der ikke er lokalt, men når klubberne går på kompromis med alle etiske regler og rettigheder gældende i landet, så bliver det for meget for de to herrer. Og det er også tydeligt at mærke, at det irriterer dem, at det virker så effektivt. Sidste år vandt Manchester City således den eftertragtede The Treble (liga-mesterskabet, cup-turneringen og Champions League) og udelukkende fordi, de kan købe alt, hvad de vil og se gennem fingre med alt, hvad der hedder fair play-regler.
Det samme gælder i øvrigt for spillerne. Først var det den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo, der efter et let mislykket comeback i Manchester United tog til Al-Nassr fra Saudi-Arabien, der er én af fire klubber ejet af Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens kronprins og premierminister. Skulle du nikke genkendende til navnet, så skyldes det muligvis, at han ifølge det amerikanske CIA i 2018 var direkte involveret i mordet på journalist og redaktør Jamal Khashoggi. I dag ejer bin Salman også Newcastle. Da først Ronaldo tog hul på bylden, er store stjerner som Karim Benzema, N’Golo Kanté, Rúben Neves, Jota, Roberto Firmino, Neymar, Fabinho, Riyad Mahrez og Jordan Henderson blandt mange andre taget afsted til pengeparadiset. Især Jordan Henderson, der tidligere var stor fortaler for LGBT+-miljøet, vakte stor opsigt, og da han senest spillede venskabslandskamp mod Australien, blev han buet af sit eget publikum. Tilskuerne havde svært ved at forene Hendersons kamp for minoriteter med et liv på lønningslisten hos folk, der repræsenterer et styre, hvor homoseksuelle kan blive henrettet for deres ’forbrydelse’.
Det er en fabelagtig debat, og jeg elsker, at Werge og Frimann lufter den. Vi taler trods alt om store spillere, der vælger at spille sekunda-fodbold for enorme pengesummer og giver afkald på alle deres sportslige ambitioner samt hele deres sæt af etiske overvejelser. Det er beskæmmende.
Men det handler også om fodbold. Så selvom spillere som nummer 1 på deres liste, norske Erling Haaland, naturligvis valgte at spille i Manchester City, der kunne og ville betale ham mest, så anerkender de også, at han er den bedste. Og det er en del af det, de finder mest ærgerligt ved den nye vamle grådighed i fodbold: at det virker, og at de ’forkerte’ vinder.
Hver spiller fra nummer 1 til 100 får en kort omtale med personlige iagttagelser, et flot nyt foto samt de væsentligste facts og en lille forudsigelse om, hvor de befinder sig på listen til næste år. Og, nåh ja, hvis du undrer dig over, om der er danskere på listen, så kan jeg da godt røbe, at det er der. Men du må altså selv læse bogen for at finde ud af hvem. Og nej, de spiller ikke i en sekundaliga.
Carsten Werge & Per Frimann: ”Verdens 100 bedste fodboldspillere 2023”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 216 sider, udkom oktober 2023.
Læs også:
Oliver Guez: En absurd og altfortærende lidenskab – Skrifter om fodbold
Christian Nørgaard Larsen: Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold
Asker Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år