Ole Christian Madsen: Manden fra mørket
Ole Christian Madsen har en række flotte film bag sig, ikke mindst ’Flammen og Citronen’, ’Krudttønden’ og ’Nordkraft’. Men det er TV-serien ‘Edderkoppen’, der er tættest forbundet med ’Manden fra mørket’. I serie såvel som roman er vi i de lyssky efterkrigsår, hvor sortbørshandel, korruption og lovløshed herskede i København.
Ole Christian Madsen bevæger sig dermed i velkendt farvand, selv om han har taget springet og kastet sig over den skrevne fiktion. Han klarer dette spring med succes, for ’Manden fra mørket’ er en stilren thriller med alle de virkemidler, som hører genren til. Og så er det bare en fundamentalt spændende bog med flertydige karakterer, drama, bristede illusioner og desperation. Herligt!
Romanen har sit afsæt i et virkeligt og meget bestialsk dobbeltdrab på et ægtepar på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Mordet er ikke opklaret, og det bidrager naturligvis til fascinationen. Det bliver politimanden Villy Falk, som må se sig selv sat i spidsen for opklaringsarbejdet, da hans overordnede er sygemeldt. Det er på ingen måde en opgave, som Falk er glad for. Han har ingen erfaring med drab, og så kæmper han mod nogle gevaldige personlige dæmoner. Han var en af de mange politibetjente, der blev sat i kz-lejr, da det danske politi blev sat ud af spillet af den tyske besættelsesmagt i efteråret 1944.
I lejren er hans svoger Erik, som ydmyges, tortureres og myrdes på grund af sin homoseksualitet, og sammen med Eriks far forsøger Falk at opspore og eliminere drabsmændene fra lejren. Hans kone er jazz-sangerinde med et massivt misbrugsproblem, og deres datter har ikke de mest trygge vilkår i sin opvækst. Oven i det hele er halvdelen af politistyrken korrupt og i hænderne på lokale gangstere, så man må sige, at Falk har nok at rive i. For at det ikke skal være nok ankommer der en mystisk figur, en dræber, som rigtig mange frygter, og som kommer på tværs af opklaringsarbejdet. Ingen vil ud med, hvem han er, men sporene peger i retning af den amerikanske efterretningstjeneste.
Der går da også storpolitik i sagen, idet det myrdede ægtepar måske ligger inde med oplysninger, der kan rokke ved Danmarks sikkerhedspolitik og kaste landet ud i en international krise.
’Manden i mørket’ er usædvanlig, idet den frit bevæger sig fra den rene noir-stemning med sitrende miljøskildringer, hvor Madsen tydeligvis trækker på sine filmiske erfaringer, til den klassiske politiske thriller. Det lykkes på fornemste vis at holde dampen oppe hele vejen frem til the final countdown på de sidste af de i alt knap 500 sider, som historien strækker sig over.
Hvis den danske underverden fascinerer, så er der mere spændende læsestof her. Og vi har også anmeldt ‘Dobbeltmordet på Peter Bangs vej’ af Peer Kaae, som har dyrket sagen i en årrække og mener at have et meget sikkert bud på, hvem der stod bag drabene.
Ole Christian Madsen; Manden fra mørket. Gyldendal 482 sider. September 2023