Prisvindende fransk debutroman.

“Oscar er død, fordi jeg så ham dø og blev stående stille. Han blev kvalt af tovene til en gynge ligesom små børn, man læser om i aviserne. Oscar var ikke et lille barn. Sådan dør man ikke, når man er 17 år gammel, med mindre man gør det med vilje.”

Sådan indledes romanen Hedebølge, som er en foruroligende, fascinerende roman, som måske nok er nem at læse, men langt sværere at forstå. Var det selvmord? Hvis ja, hvorfor? Og hvorfor griber bogens fortæller, den 17 årige Léonard, ikke ind? Han går tværtimod i panik og skaffer liget af vejen.

Bogen finder sted på den franske campingplads, hvor Léonard holder ferie med sin familie. Der er hedebølge, de unge mennesker fester og flere kysser og oplever den sommer deres første gang.

Hedebølge er fortællingen om Léonard, der plages af frygt for at blive opdaget og plages af skyldfølelse over ikke at have grebet ind. Han går alene med sine tanker og fortæller historien på en lidt distanceret måde. Han beretter og observerer mere end han føler. Måske fordi det hele netop er så svært, uforståeligt og uvirkeligt for ham? Det gør dog også læsningen lidt flad, da man ikke ved, hvad han føler og mener. Der er givetvis en pointe i det valg fra forfatterens side – at skildre hvor meget man kan være afkoblet fra sine følelser, når man er i chok.

Helt passiv er Léonard dog ikke. Han er fortsat optaget af piger (det er de fleste 17 årige drenge), og på en eller anden lidt afstumpet måde er det i stor kontrast til at en anden 17 årig netop er død. Der er således døden på den ene side og der er livet, gnisten, begæret, forplantningen på den anden side.

Hedebølge er en form for kammerspil. Et afgrænset område (campingpladsen), et par døgn og et overskueligt persongalleri. Det skaber en intens og trykkende stemning. Det er godt valgt, at der er hedebølge, jeg kunne mærke den brændende sol på mine arme. Det giver en fornemmelse af at være fanget. Tænk at sove i telt i sådan en hede, man bliver næsten kvalt.

På campingpladsen går en mand rundt i et lyserødt kaninkostume, han er ansat til at underholde, du kender det sikkert fra charterrejser. Det er bare lidt uhyggeligt med en stor lyserød kanin, man ikke ved, hvem der er indeni. Det skaber en snert af gyserstemning.

Hedebølge fik mig til at tænke på en anden kortroman, der også finder sted en hed døsig sommer. Det er den spanske debutroman Skydække om to piger, deres komplicerede venskab, deres begyndende interesse for drenge og deres barnlige blik på den nære omverden.

Ifølge pressebrevet er Victor Jestin blevet sammenlignet med Françoise Sagan, der blandt andet har skrevet den ret så fine roman Bonjour tristesse og sammenlignet med Albert Camus fremragende roman Den fremmede. Om romanen svinger sig helt derop, er jeg ikke sikker på jeg synes, men mindre kan også gøre det. Under alle omstændigheder er Hedebølge en foruroligende, intens lille fransk sag, der hurtigt fanger sin læser og som blev siddende i denne læser efter endt læsning.

Victor Jestin, Hedebølge, Holgers forlag, September 2023, 140 sider