Hvor godt kender vi egentlig vores familie, vores ophav – det vi kommer af? Og hvilken betydning har sproget for vores følelse af forbundethed? Det er det spørgsmål, Claudia Durastanti forsøger at give sit bud på i sin bog Fremmede jeg kender.

Forfatteren er barn af to døve forældre, som på hver deres måde er med til at præge hende og gøre hende til den, hun er i dag, en forfatter som er meget optaget af sproget, og de fortællinger vi bærer med os. Samtidig er hun opvokset i to forskellige kulturer med rødder i både USA og Italien, og hun beskriver fint og nænsomt, hvor svært det kan være at falde til et nyt sted. At det kan være svært at tilegne sig et nyt sprog, at gøre sig forståelig, og samtidig at bære andre måske ukendte og spøjse kulturelle traditioner med sig, som man selv tager som selvfølgeligheder, men som andre kigger skævt til. Det kræver meget ikke bare at blive set på som en fremmed. For hvordan blender man ind?

Der er her hendes interesse for sproget kommer til udtryk, og det er både en interesse for det talte sprog, men også for kropssproget. For hvad er det sproget kan? Hvad sker der, når sproget ikke binder os sammen? Når den ene part ikke kan høre, når man må kommunikere på andre måder, og når ens forældre ikke har lært en tegnsprog, fordi de er af den overbevisning, at det udstiller dem, at de syntes, at ved at anvende tegnsprog synliggør man et handicap, da det bliver meget teatralsk, og man kommer til ufrivilligt at gøre opmærksom på sig selv, hvad gør man så?

Ja, så er det, at man måske bliver fremmed både over for sine nærmeste, men også over for andre. Claudia Durastanti skriver meget flot om, hvad det vil sige at være fremmed, for hun har ofte følt sig udpeget ”alle vidste hvis vi var!” Hun skriver: ”Fremmed er et smukt ord hvis ingen tvinger én til at være det; ellers er det bare et synonym for en slags lemlæstelse, et pistolskud man affyrer mod sig selv.”

Fremmede jeg kender er ikke nogen let bog at læse. Den er hele tiden i bevægelse, der springes ofte i tider og steder, og det kan være svært at få hold på fortællingen, da den også er fyldt med det hemmelighedsfulde, mysteriet, erindringer og følelser, og der veksles ubesværet mellem flot poesi, rå trivial litteratur og det essayistiske formsprog. Jeg havde svært ved at komme igennem bogen, men på den anden side er jeg heller ikke færdig med den.  Jeg tror, den skal genlæses på et tidspunkt.

Claudia Durastanti; Fremmede jeg kender; oversat af Majse Aymo-Boot; Forlaget Vinter; 2023; 276 sider.