Så er det endelig forbi.

Efter knap ti års venten, halvanden time i kø med 400 sukkerspeedede teenagere og omkring 10 timers læsning af de 607 engelske sider, er spændingen forløst og det sidste bind i Harry Potter-sagaen slugt med samme appetit, som Ron og Harry plejer at sluge Bertie Bott’s multismags-bønner

Og var den så værd at vente på? Ja det synes jeg bestemt.

Med det forbehold at Harry Potter er og bliver en børne/ungdomsbog, en kendsgerning som J. K. Rowling heller ikke glemmer i bog 7 på trods af titelbladscitater af både Aeschylus og William Penn, så har Potter-universet aldrig stået stærkere end i seriens afslutning ”Harry Potter and the deadly Hallows”, og den er absolut en tur til boghandleren værd.

Hvis du endnu ikke har spurtet dig igennem den sidste Potter-bog, kan du roligt læse denne tekst alligevel, jeg har gjort hvad jeg kunne for ikke at afsløre vitale dele af plottet.

Hvis du til gengæld netop er landet fra en anden planet eller blot aldrig har interesseret dig for hekse, troldmænd og hippogriffer, så handler J. K. Rowlings nu 7 bøger om drengen Harry, der på sin 11 års fødselsdag tilbage i den første bog opdager, at han er troldmand og at der eksisterer en parallelverden af magi, som kun de udvalgte med særlige kræfter bliver lukket ind i. Da Harry træder ind dette magiske univers og begynder på troldmandsskolen Hogwarts, indser han langsomt, som bøgerne skrider frem, at han er udset til i sidste ende at kæmpe til døden mod den ondeste troldmand nogensinde, manden der dræbte hans forældre, Lord Voldemort.

En af de helt store fascinationsfaktorer ved Harry Potter-serien er J. K. Rowlings udfoldelse af den magiske verdens historier, geografi og mennesker, som vi oplever dem igennem den unge Harry. Han var ved bøgernes start komplet uvidende om sin egen skæbne, og vi lokkes med ham langsomt længere og længere ind i eventyret indtil den sidste mulighed for tilbagevenden uden forløsning for længst bliver passeret.

Bøgernes univers er, som serien skrider frem, blevet tiltagende mørkt og dystert, og igen i bog 7 demonstrerer J. K. Rowling, at så hun absolut ikke er bange for at slå hovedpersoner ihjel.

Men samtidig med mørkets fremmarch, er seriens pointe gentagende gange blevet mejslet i læserens bevidsthed: Nemlig at der er langt værre ting end døden, og at kun den der er villig til at møde den frivilligt for dem man holder af, er i stand til at sejre til sidst.

Den onde troldmand Voldemort, et navn der på fransk kan betyde frygt eller flugt fra døden, hvilket nok absolut ikke er et tilfælde fra den fransk-uddannede J. K. Rowlings side, har netop denne ene svaghed: Manglen på forståelsen for selvopofrelse og en skæbne værre end døden.

Ved at fastholde denne pointe så bestemt, formår Rowling at overleve den balancegang det er, på den ene side at skrive børne- og ungdomsbøger og på den anden side have en bizar lyst til at slå så mange af sine hovedpersoner ihjel, at det får Manson-familien til at ligne en søndagsskoleudflugt.

Især bog 5 og 6 har primært levet i kraft af deres forspil til det lovede endelige opgør og ikke som selvstændigt afsluttede værker.
Sådan er det selvfølgelig ikke efter bog 7, seriens længe lovede sidste bind, og det er, for en trofast fan, absolut en forfriskning efter snart 4 års ørkenvandring.

Men netop i kraft af, at Harry Potter and the Deadly Hallows indeholder de svar, vi har sukket efter i alle disse år, kan den absolut ikke stå alene. Når man ser serien i afsluttet form, er det som om især de sidste 3 bind er et og samme værk.

Og er man ny læser af J. K Rowlings troldmandsserie bør man efter min mening gå så vidt som at starte med den allerførste bog for at få alle detaljerne med.

Har man mod på det, så lover jeg til gengæld, at man kommer til at sluge de nu knap 3000 siders Harry Potter-eventyr hurtigere end man kan sige ”Expecto Patronum”.