“Det at skrive er som at spinde en tråd af ord. En levetråd. Jeg har altid skrevet af nødvendighed, af ren og skær overlevelse.”

Sådan siger Pia Tafdrup, der med rette er blevet kaldt sanselighedens digter. I sin seneste digtsamling “Hjertet i zenit” spindes ordene til en pulserende erkendelsesstrøm, der hjælper forfatter-jeget med at begribe det ubegribelige: at hendes elskede mor er død.

At vores kære skal dø, det ved vi. Men det er alligevel svært at forstå. I “Hjertet i zenit” beskriver Tafdrup sin mors demens og død så poetisk stærkt, at vi både mærker sorgen, savnet, bruddet og den uigenkaldelige forandring, det er at miste en elsket. At naturens gang er en af de få ting, vores civilisation stadig ikke kan kontrollere.

“Min mor er død, / jeg sætter mig hos hende, / holder længe / med begge hænder / om hendes ansigt, / som jeg ikke før har rørt det/”

Med stor tæft bruger Tafdrup klangfigurer og gentagelser, der hele tiden hele tiden vender tilbage til den erkendelse, digterjeget prøver at få, den sandhed hun forsøger at forstå.

“Min mor er død” gentages igen og igen, som et søgende, spørgende og skrøbeligt mantra, en rød tråd, der knytter alle digtene sammen. Dette pulserende poetiske greb, gentagelsen af, at moderen er død, understreger det ubegribelige og ufattelige ved døden. At det er uoverkommeligt at tage afsked ned vores elskede.

Samtidig spejler døden livet, og afsøger den livslange kærlighed Tafdrup havde til sin mor. Et langt levet liv beskrives, et liv, der efterlader mange fine minder, og dermed også berettiger og forklarer datterens eksistens. Cementerer et ophav. Det er så smukt og så stærkt, at jeg ikke kan skrive denne anmeldelse uden at græde. For den eksistentielle erkendelse rammer hårdt. Med livet følger døden, og vi skal alle miste – også dem vi elsker allerhøjst.

Pia Tafdrup modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1999.

Pia Tafdrup, Hjertet i zenit, Gyldendal, 158 sider, September 2024.