// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lucinda Riley & Harry Whittaker: Atlas – historien om Pa Salt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lucinda Riley & Harry Whittaker: Atlas – historien om Pa Salt

Skrevet af den 19. juli 2023 – 05:20Ingen kommentarer

Trofaste læsere af serien om de syv søstre af Lucinda Riley har ventet i spænding på den sidste bog i serien, der skulle samle op på alle hemmelighederne fra de tidligere bøger og give os fortællingen om søstrenes far Pa Salt.

Lucinda Riley døde desværre i 2021, men kort efter kom det frem at hendes søn Harry Whittaker ville færdigskrive den sidste bog efter hans mors ønske. Jeg tror vi var mange, der gjorde os tanker om den sidste bog nu var ventetiden værd og det var derfor skønt at mærke, efter få kapitler – at det var den. Nu bliver alt afsløret.

Man skal holde tungen lige i munden, når man kaster sig over denne sidste bog, for igennem hele bogen er der referencer til alle de andre bøger i serien og det er ikke nemt at huske alle tidligere detaljer. Men bogen lover historien om Pa Salt, eller om Atlas som han hedder og vi får hele historien, fra han, som en lille dreng, findes livløs på gaden i Paris og om hvordan han bliver taget ind af en venlig familie, der tilbyder ham et trygt hjem.

Han røber ikke sin sande identitet, men vokser op i et forsøg på at glemme og undgå sin fortid. Han forelsker sig og er klar til at skabe et nyt liv med sit livs udkårne, da han alligevel indhentes af fortiden. Efter hans død efterlader han sig en dagbog, der giver indblik i den mystiske fortid.

De syv søstre samles på faderens store båd og bestemmer sig for at læse Pa Salts dagbog sammen, så alle får svar på deres spørgsmål. Men for hvert svar der dukker op i bogen, kommer der kun endnu flere spørgsmål. Søstrene leder efter forskellige detaljer, og de mangler alle de sidste brikker i puslespillet omkring deres familie. Bogen leverer fortællingen om Atlas´ liv. Om kærlighed og sorg, vilde rejser og indblik i forskellige kulturer. Det er en storslået bog og slutningen skuffer på ingen måde.

Atlas – historien om Pa Salt er den perfekte sidste fortælling. Og hvis man kan se igennem fingre med de helt utrolige tilfælde, andre vil sige skæbnen, der møder Pa Salt igennem livet, så er det virkelig en god og medrivende bog.

De 657 sider sluges og giver lyst til at starte forfra på serien, for lige at få alle fortællingerne én gang til.

Lucinda Riley og Harry Whittaker, Atlas, Forlaget Cicero, på dansk ved Birgitte Bendix, 657 sider, 2023

Der er lukket for kommentarer.