Man skulle ikke lige tro det, når man sidder der tirsdag aften og hygger sig med den joviale Peter Ingemann, der styrer os igennem DR-successen ‘Hammerslag’. Man skulle ikke tro, at det smilende menneske gemmer på en tragisk historie om en barndom, der gik op i faderens druk og svigt.

Man skulle ikke tro, at Ingemann stadig slås med barndommens søvnproblemer. At han sammen med sin far og bedste ven i pensionistalderen snød sig ind til festlighederne ifm. D-Dags 50 års jubilæum, fordi faderen med lidt snilde og en fransk oversætter havde fået fabrikeret et fint udseende dokument, der fik dem forbi sikkerheden og ned på stranden i Normandiet sammen med alverdens store ledere. Eller at faderen afsporede et tog med sin Volvo. At Ingemann blev gift med sit livs kærlighed kun seks uger efter, at faderen skød sig selv og hunden.

Bogen er først og fremmest en beretning fra en søn med en kæmpe kærlighed til sin far, som konstant bliver svigtet.

Og de har da et helt udsædvanligt forhold. Det er næsegrus beundring og higen efter farmand. Som ung studerende tager Peter Ingemann således til sine kammeraters store forbløffelse ikke til Sunny Beach, men til Mallorca med sin far og alle hans kammersjukker. Ikke for at slikke sol, men for at drikke bajere.

Ingemanns land er fyldt af vanvittige historier om en far, der svingede mellem gal og genial. Mellem omsorgsfuld og ondskabsfuld. Der fløj højt og faldt dybt. Peters far skabte fantastiske virksomheder, hoteller, DKs største feriecenter, en unik spillemaskine og et trist cafeteria i Vestjylland. Millionerne rullede ind, men desværre også ud.

Og sådan var Peter Ingemanns barndom og ungdom præget af den far, han holdt så meget af, men som ikke kunne holde sig fra flasken. Derfor er bogen et langt skrift over temaet svigt. Kærligheden og smerten flyder ud af de rigtigt velskrevne sider. Vi hopper rundt i faderens glorværdige og forfærdelige tilværelse sammen med Peter Ingemann og man føler i den grad hans smerte.

Opgøret, da Peter Ingemann selv er blevet far, og må smide sin døddrukne, depressionsramte far ud fra festen, gør virkelig ondt. Samtidig kan man ikke lade være med at sige: “Godt for dig, Peter. Du sagde stop.” Noget, han måske burde have gjort meget tidligere.

Barnets fine, rene og ubetingede kærlighed til sin far, der gang på gang misbruger den og skuffer sit barn er skildret usentimentalt, men alligevel med stor følelse. Det er Ingemanns ligefremme sprogs fortjeneste. Historien er fortalt uden omsvøb og i sine afsluttende reflektioner sætter han det hele i perspektiv. Ingemann tvivler nogle gange selv på, at han har oplevet alt det. At det er hans liv og hans person. Men det er det.

Fra nu af er det en ganske anderledes oplevelse, at se ham dele designergaver ud til Hold Øst tirsdag aften. Der står ikke en kun en jovial fætter. Der står en ualmindelig sej jyde, som kom igennem på trods. Godt gået!

Peter Ingemann: “Ingemanns land – Et familiedrama”, Gads Forlag, 220 sider, oktober 2010