Aleksandra er bare en ung kvinde, da hun blev sendt med tog til Tyskland fra Luhansk i Ukraine. Hun er en af de millioner af østeuropæere, der mere eller – oftest – mindre frivilligt blev sendt til Tyskland for at arbejde under anden verdenskrig.

Mere end 70 år senere tager hendes barnebarn Lisa fra Holland tilbage til Ukraine for at binde knude på et af de mørke kapitler i familiehistorien. Med sig har hun et vævet klæde, hvor hendes mormor har broderet navne og årstal på familiens fødsler, dødsfald og savn. Året er 2018, formelt ligger Luhansk stadig i Ukraine, men reelt er området okkuperet af separatister med støtte fra Rusland, og området er en krigszone.

Aleksandra selv endte i Holland efter krigen, men resten af familien blev i Ukraine. Nu skal historien gøres op, og den indbefatter ikke bare Stalintidens ofre for sult og forfølgelse, anden verdenskrigs rædsler, men også diktaturet i efterkrigstiden og den vold og undertrykkelse, der fulgte Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i Østukraine.

Lisa rejser altså mod mørkets hjerte i det besatte østukraine med sin mormors klæde for at få vished om familien. Det kunne der været levet en storslået fortælling ud af, men det er der desværre ikke. I stedet bliver familiehistorien sovset ind i en allegorisk samtale med hendes afdøde oldefar i et symbolsk, aldrig opført palads fra sovjettiden, hvor også nogle mytiske, nationalistiske hjorte spiller en rolle.

Det er meget mærkeligt og overspændt, hvilket er virkelig ærgerligt for historien, for i de kapitler hvor Lisa befinder sig i virkeligheden er interessant og vedkommende – både når det gælder Lisas egne forsøg på at krydse grænsen til de separatistkontrollerede områder, og når hun skriver om familiens frokost i Odesa.

Aleksandra er udgivet i Holland i 2021, og altså skrevet før Rusland lancerede sin store invasion af Ukraine.

Lisa Weeda: Aleksandra. 320 sider, Turbine. Oversat af Birthe Lundsgaard, udkommer 10. marts 2023