Om at miste fodfæstet midt i livet.

Pio er en kvinde midt i halvtredserne. Hun er romanens fortæller og vred, ensom og ulykkelig. Hendes mor er død for nylig og hendes store søn er flyttet til udlandet. Skilt blev hun for år tilbage og den stemme hun lever af som sanger svigter hende.

Man skal være en tålmodig læser. Romanen folder sig langsomt ud som en smuk lidt skrøbelig blomst. Tempoet spejler således fint, hvordan fortælleren har det. Livet er gået lidt i stå, lidt i tomgang. Hvad skal hun, hvem er hun, når sønnen er flyttet til udlandet? Hvem er hun, når hun ikke længere er mor på den måde, hvor et barn er afhængig? Og hvem er hun, når hun ikke kan passe sit job og dermed ikke kan identificere sig som sanger?

Da min kollegas yngste flyttede hjemmefra ændrede hun sig. Hun blev stille. Indadvendt. Vred. Var utilfreds på jobbet. Så fejl og mangler fremfor muligheder. Jeg tror hun var ulykkelig, måske ensom, måske sørgede hun? Måske var hun usikker på, hvem hun var og hvad hun skulle med resten af sit liv? Mit forsigtige gæt er, at hun var ramt af emty nest syndromet. Og lur mig om jeg ikke selv bliver ramt, når mine børn en dag flyver fra reden.

Hvad jeg tænker mens du taler er en roman om tvivl, ensomhed, usikkerhed og frustration, men heldigvis også en roman med en spirende fornemmelse for håb og muligheder. Og så er det en roman om, at venskaber er guld værd, at forhold kan udvikle sig – også selvom man er midt i halvtredserne.

Læs romanen for beskrivelsen af at være lidt lost og i overgangsalder (jeg nærmer mig aldersmæssigt) og læs den for stemningen. Det er nemlig en ret fin og følsom tekst uden de store armbevægelser. På en poetisk Alberte måde.

Vi har tidligere anmeldt Småt brændbart og Kastevind af samme forfatter.

Alberte Winding, Hvad jeg tænker mens du taler, Gutkind forlag, Marts 2023, 240 sider.