// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Megan Nolan: Desperate handlinger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Megan Nolan: Desperate handlinger

Skrevet af den 19. januar 2023 – 07:08Ingen kommentarer

Gå aldrig tilbage til en fuser. Du kan ikke vide om det hele pludselig eksploderer om ørerne på dig.

Desperate handlinger er irske Megan Nolans debutroman om et dysfunktionelt forhold, hvor parret på et tidspunkt går fra hinanden. Den kvindelige fortæller er 23 år gammel, hendes kæreste er et par år ældre og utrolig smuk. Hun er til at starte med meget fascineret af ham og tilpasser sig for at han fortsat er interesseret i hende.

Hendes kæreste er typen, der er flere dage om at besvare en sms, når hun rejser hjem til jul på ferie hos familien. Han er typen, der mener, at hun da nok må forstå, at forholdet til hans tidligere kæreste var så vigtigt, at det kun er rimeligt at han skriver en digtsamling om hende og derudover løbende vender digtene med sin tidligere kæreste. Jeg forstår godt, at romanens fortæller bliver usikker og utryg.

Men det er næsten lige meget, hvor glad hun forsøger at være eller hvor lækker mad hun laver. Han er tit utilfreds og småsur uanset hvad. Som læser forstår man ikke, at hun gider ham. Han er smuk, bevares, men det er jo ikke alt. Men hun er mere eller mindre besat og det er jo det forelskelse gør ved en.

Desperate handlinger er en roman om forelskelse og besættelse. Om sex og druk og destruktiv adfærd. En roman om at livet ikke altid bliver som man tror. Og en roman om at det kan være svært at finde ud af, hvad man vil bruge sit liv på.

Jeg måtte godt 40 sider ind i romanen før den fangede mig. Den er nemlig lidt tung rent sprogligt til at starte med. Minder på den måde om Sally Rooneys (Normale mennesker) og Naoise Dolans (Godt selskab) måder at skrive på. Romanen minder også om den svenske bog Trioen af Johanna Hedman i sit tema med ungdommens svære forhold.

Jeg blev optaget af hendes forhold til kæresten. Undrer mig stadig over, at hun ikke skred for længst. Hvor meget vil man finde sig i? Men hun er heller ikke en engel, senere i bogen stikker det helt af for hende. Er der nogen, der lige vil skille dem ad?

Romanen er velskrevet og bygget op med mange korte læsevenlige kapitler og anbefales til læsere af Johanna Hedman, Naoise Dolan og Sally Rooney.

Megan Nolan (f. 1990) er irsk forfatter bosat i London. Hun har skrevet essays, anmeldelser og litteraturstof for The new York Times, The Guardian og The Sunday Times.

Megan Nolan, Desperate handlinger, Forlaget Turbine, Januar 2023, Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, 320 sider.

Der er lukket for kommentarer.