Johanna Hedman: Trioen
Vellykket svensk debutroman om seksualitet, klasse og kærlighed.
Vi følger Thora, der læser på universitetet i Stockholm. Hun er vokset op med kunst, kultur og forældre med penge. Vi følger hendes ven August, som er kreativ og som Thora har haft et kærestelignende forhold til. Og så følger vi Hugo, den nye unge mand i trioen. Ham lærer de to andre at kende fordi han flytter ind på et værelse i Thoras forældres store lejlighed. Hugo har en helt andet baggrund og flytter til Stockholm for at læse på universitetet.
Men romanen tager slet ikke sin begyndelse i Stockholm. Den starter i New York i fremtiden, hvor vi møder Thoras datter Frances og Hugo og det er et genialt fortællegreb at skrue det sammen på den måde. Størstedelen af romanen foregår dog ca. 2010, hvor Thora, August og Hugo stadig er unge og studerende.
Kærligheden mellem de tre er stor. Men den skrøbelige balance i deres forhold er hele tiden i fare for at gå i stykker. Det er især forholdet mellem Thora og Hugo, der er kompliceret og det skyldes dels en ulige magtbalance, hvor det nærmest altid er Thora, der er den styrende og dels at de gang på gang sårer hinanden, fordi de undlader at sige, hvad de tænker og føler. De er konstant på vagt, giver sig sjældent følelsesmæssigt hen, forsøger at skåne sig selv og den anden og ender med at såre begge parter. Det er interessant at iagttage og må være smerteligt at være i.
Det er en roman, der rejser flere spørgsmål end den besvarer og derfor kommer læseren også selv lidt på arbejde. Hvornår er en relation et venskab? Og hvornår er en relation kæresteri? Findes kærlighed mellem venner uden at man er kærester? Hvor går grænsen? Det er ret interessant og slet ikke så enkelt, som jeg troede.
Det er helt generelt også en roman om, at det ikke er nemt at være menneske. “Jeg kunne ikke forstå hvordan andre mennesker udholdt den overhængende risiko for at blive misforstået og i forlængelse heraf forladt. Jeg kunne næsten ikke engang holde ud at tænke på det.”
Og det er en roman om at vi kan indtage forskellige roller/karakterer afhængigt af, hvem vi er sammen med. “Hugo var anderledes når det var lyst udenfor, og når det bare var os to alene.”
Det er i det hele taget en klog roman, der er skrevet med psykologisk indsigt og man skulle derfor også tro, at forfatteren er ældre end hun er.
Det er ikke en roman, man stormer igennem, jeg var i hvert fald længe om at læse den trods min interesse for romanens temaer. Det er ikke fordi bogen som sådan er svær at læse, men den er fyldig på den gode måde. Forfatteren er blevet sammenlignet med Sally Rooney, og den sammenligning giver på flere måder mening. Der er ikke så meget action i romanen, jeg vil mere betegne det som det stille drama. Er du til Sally Rooney og Naoise Dolan vil du garanteret også sætte pris på Trioen af Johanna Hedman.
Johanna Hedman er født i 1993 i Stockholm. Hun har studeret litteraturvidenskab i Uppsala og fransk i Paris.
Johanna Hedman, Trioen, Februar 2022, 404 sider, Oversat af Juliane Wammen, Forlaget Turbine.