Jennifer Lynn Barnes: The Final Gambit
Nu er den her. Den tredje og sidste bog i Jennifer Lynn Barnes-trilogien om den rige Hawthorne-familie, der er ved at finde en arving til familiens mange milliarder. I slutningen af sidste år var jeg så heldig at anmelde de to første bøger i serien og husker, at jeg blandt andet skrev, at jeg kunne se billederne for mig, hvorfor jeg sagtens kunne se denne fortælling som en film eller en tv-serie. Nu er Amazon ved at udvikle den som tv-serie. Og efter at have læst denne forrygende afslutning, så glæder jeg mig ustyrligt. Det bør I også gøre.
Efter J.K. Rowling ved årtusindeskiftet revolutionerede hele bogverdenen og skabte et så fantastisk fiktivt univers, at det fik en hel ny generation til at vende hovedet væk fra videospil og senere mobiltelefoner og ned i bøger, så det ene mærkværdige univers efter det andet dagens lys. ”The Hunger Games”, ”Divergent”-serien, ”Maze Runner”-serien og mange, mange flere. Og mon ikke det vil være en fejl ikke at nævne George R.R. Martin’s ”A Song of Ice and Fire”, som blev til den altfortærende ”Game of Thrones”-serie på tv.
I dag er vi begyndt at bevæge os over i nogle mere identificerbare universer, men hvor det er mystik og gåder, der – inden for virkelighedens rammer – er den bærende tiltrækning. Vi ser det også på genindspilningerne af film baseret på Agathe Christie-bøgerne ”Døden i Orientekspressen” (2017) og ”Døden på Nilen” (2022). Og vi ser det på de to film ”Knives Out” (2019) og ”Glass Onion” (2022). Jennifer Lynn Barnes’ trilogi lægger sig lige i sporet af denne trend – og den er fantastisk.
Vi følger naturligvis igen Avery Grambs’ desperate forsøg på både at finde et svar på, hvorfor i alverden, den tilsyneladende fremmede Tobias Hawthorne før sin død udpegede netop hende til at arve alle hans milliarder, og at udstå de sidste uger i Hawthorne House, så pengene kan blive udbetalt.
Men nu kommer endnu en skjult fjende på banen. Og det er en magtfuld én af slagsen, der med en central kidnapning risikerer at vælte hele korthuset. For hvem står bag? Og hvad er motivet? Et hav a spor og gåder kan være en vej til at finde løsningen.
Hovedpersonen Avery kan på visse områder være et stille selvportræt. Avery er nemlig lynende intelligent, og Barnes selv er til daglig professor på University of Oklahoma. Men for mig er det de fire brødre, der nu alle er blevet overhalet inden om af Avery i arvesagen, der er bogens – eller bøgernes – virkelige styrke. Nash, Grayson, Jameson og Alexander er figurer, der er rigtig godt skruet sammen med hver deres personlighed samt naturligvis også masser, der binder dem sammen. De øvrige figurer omkring hovedpersonerne får også god plads i ”The Final Gambit” – især efter vi gennem de to første bøger har lært dem bedre at kende. Og det er godt.
Handlingen er herligt skruet sammen. Vi bevæger os fra intens spænding til intellektuelle udfordringer, alt imens Barnes husker hele tiden at minde os om, at selvom Avery er en meget intelligent ung kvinde, så er der stadig et vis tryk på ’ung’. Fortællingen er gennemført, og det er faktisk noget, jeg kan konstatere lang tid før, vi overhovedet har fået en afklaring på hele historien.
Barnes skriver simpelthen forrygende. I år (2023) kommer ”The Brothers Hawthorne”, som en bog uafhængig af trilogien men naturligvis med de samme figurer. Og rygterne går endda på, at den bliver den første i en ny trilogi. Ja, det, I kan høre, er mig, der klapper glad i hænderne.
Jennifer Lynn Barnes: ”The Final Gambit”, Forlaget Gutkind, 400 sider, På dansk ved Amalie Harder Hesel, udkom februar 2023.
Læs også:
Jennifer Lynn Barnes: The Inheritance Games