Gertrud Tinning: Dagmars svære valg
I næste uge er der valg til Folketinget. Det gælder også for landets kvinder. Sådan var det ikke før ændringen af Grundloven i 1915.
Det er blandt andet kampen for kvinders stemmeret, som er skildret i Gertrud Tinning nye historiske roman. Romanen tager sin start i København i 1913. Her møder vi Dagmar, der bor på Vesterbro med sin mand Otto. Han arbejder som slagter og drømmer om at få sin egen slagterforretning. Hun arbejder på Carlberg og længes efter at få et barn. En dag finder hun et nyfødt barn i skraldespanden i baggården, hvor de bor. Kan det barn blive hendes?
Vi møder også Anna, der er skolelærerinde, brænder for jobbet og for at gøre en forskel for børnene. Hun barsler med at ændre måden man underviser børn på og skriver lange notater om leg, læring og motivation. Hun er samtidig optaget af kvinders ret til at bestemme i samfundet og engagerer sig i den stærke bevægelse, der netop kæmper for kvinders stemmeret.
Som du nok har luret, tager Dagmar det nyfødte barn til sig. Men det er ikke helt problemfrit. Politiet stiller spørgsmål og der sladres i gaden. Uden at afsløre for meget, kommer vi som læsere med til Als, som på det her tidspunkt fortsat er tysk og inden længe bryder første verdenskrig ud. Ved at placere noget af handlingen på landet, præsenteres vi både for livet i byen med fabrikker og mørke baggårde og for plads, lys samt det hårde slid på landet.
Gertrud Tinning fortæller på en medrivende og interessant måde om et stykke af Danmarks historie, der har stor betydning for det samfund vi er en del af i dag. Det er spændende at følge Dagmar og Anna, at læse om bøvlet før modermælkserstatning og før engangsbleer, ja i det hele taget at læse om livet som kvinde, der “kun” er lidt mere end 100 år siden og alligevel er så forskelligt fra livet i 2022.
Dagmars svære valg er en selvstændig fortsættelse til romanen En uretfærdig tid, som jeg var meget begejstret for. Du kan godt læse Dagmars svære valg uden at have læst En uretfærdig tid, men læs endelig også den, hvis du ellers er til gode historiske romaner.
Jeg er ret spændt på, hvilken historie forfatteren dykker ned i næste gang og læser meget gerne med igen.
Gertrud Tinning, Dagmars svære valg, September 2022, Politikens forlag, 336 sider.