// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Birgitte Baadegaard: Lige er ikke det samme som ens
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Feminisme, Samfund

Birgitte Baadegaard: Lige er ikke det samme som ens

Skrevet af den 18. december 2022 – 06:04Ingen kommentarer

Har du hørt om The Default Male? Ham som vores samfund og systemiske ramme er bygget op omkring? Ham der ligger til grund for alt, ham som udgør ”normen”? Hvis ikke, så skal du have fat i denne bog, og det kan kun gå for langsomt! Det er en øjenåbner af dimensioner, som vil gøre dig klogere på den årtusinder gamle ramme, som er skabt af mænd for mænd, men som vi alle skal leve i, selvom det for især kvinder langt fra er uden alvorlige omkostninger. Og lad det være sagt med det samme. Der er ingen mandebashing eller noget had mod mænd i bogen. Der er ingen skyld og skam, kun en konstatering af det bestående og forslag til, hvordan vi ændrer samfundet til alles fordel.

Birgitte Baadegaard tager i bogen mange forskellige emner under behandling for at udstille den ubevidste kønsbias, der gør, at kvinder ikke tages lige så seriøst og ikke har samme muligheder i samfundet som mænd. Blandt emnerne er fx arkitektur, biler, drab, investeringer, kunst og kultur, ligestilling, medicin og vacciner, transparadigmet – ja, selv yoga går ikke ram forbi.

Bogen indeholder en masse statistik og referencer til diverse undersøgelser, og Baadegaard tegner et noget andet billede af det moderne samfund, end de fleste af os nok er bevidste om i hverdagen. Vidste du fx, at kvinder har en 47% større risiko for at komme alvorligt til skade og en 17% større risiko for at dø i færdselsulykker, fordi biler og deres sikkerhedsudstyr er skabt med The Default Male for øje? Eller at der forskes forsvindende lidt i kvindekroppen i forhold til mandekroppen, og at det har store konsekvenser for kvinder, at medicin og vacciner gives i samme doser til alle, selvom dosen er beregnet ud fra The Default Male?

Hvor tit har du som kvinde taget et tørklæde eller en ekstra trøje med, når du skal i teatret, på restaurant eller lignende, fordi der måske er koldt? Det er, fordi temperaturen i langt de fleste bygninger er indstillet efter The Default Males behagelighedstemperatur, der ligger 2-3 grader under kvinders behagelighedstemperatur. Eksemplerne på, at samfundet er opbygget med The Default Male for øje, er nærmest uendelige.

Bogen er meget anderledes end Baadegaards første bog og så alligevel ikke, for missionen er den samme: at skabe større bevidsthed om den usynlige ramme, vi alle lever i, hvor mænd og kvinder ikke har samme værd. Det skal vi være opmærksomme på og tale om, så vi sammen kan ændre rammen og skabe ligeværd kønnene imellem.

Baadegaard ønsker ikke en kønskamp – der lægges ingen skyld på nogen parter – men en øget bevidsthed hos alle om de strukturer, som betyder, at de to biologiske køns bidrag til verden ikke vurderes på samme måde. Kun ved at vi alle bliver bevidste om skævvridningen i samfundet, kan vi gøre op med de forældede forestillinger og sikre ligeværd for alle.

Jeg var nødt til at læse bogen i bidder, da jeg blev så frustreret over den skæve samfundsstruktur, som gør det sværere at være kvinde, end det burde være. Min mand måtte også lægge øre til mine indignerede udbrud i løbet af læsningen, og også han var overrasket over de fakta, der fremstilles i bogen. Heldigvis indeholder bogen også en masse løsningsforslag til, hvad vi kan gøre strukturelt, institutionelt, relationelt og individuelt for at ændre tingenes tilstand til det bedre for alle.

Bogen burde være obligatorisk læsning for alle vores folkevalgte og en del af pensum i udskolingen og på ungdomsuddannelserne. Birgitte skriver i bogen, at det måske er på tide at etablere det politiske parti, hun har talt om i nogle år, nemlig Moderpartiet (moder som i omsorg, natur, miljø, kvinder og ligeværd); et parti, der bl.a. skulle have som mål at ikke at være hverken rødt eller blåt, som skulle stemme fra sag til sag og arbejde for en fundamental politisk ændret ramme, og som skulle veje alle beslutninger op mod miljø, natur, klode, omsorg for alt levende osv. Det parti ville helt sikkert få min stemme, så hermed en klar opfordring til Birgitte Baadegaard om at sætte gang i det politiske projekt.

Hvis du vil være endnu klogere på den usynlige ramme, kan jeg også varmt anbefale Baadegaards fremragende bog ManiFEST for kvinder, som du kan læse vores anmeldelse af her. Den burde også være obligatorisk læsning for alle.

Birgitte Baadegaard, Lige er ikke det samme som ens, Content Publishing, 330 sider, august 2022

Der er lukket for kommentarer.