”Måske findes svaret i noget, der er markeret, noget, der er blevet glemt eller skjult? Familiekortet minder om et skattekort, der leder til en stor hemmelighed, men der er ikke noget X.”

Alex har indset, at han bærer på en enorm vrede, og at der er et mørke i ham, som trækker lange skygger med ind i hans liv, og som præger og påvirker hans nærmeste negativt. Han sætter sig derfor for at undersøge, hvor denne vrede og dette mørke kommer fra, og i fornem skattejagt stil går han i gang. Hos terapeuten ser han sit stamtræ. Det han kommer af, og familiemedlemmerne forbindes med lige streger eller zigzag, og ud af denne myriade af streger viser der sig at gemme en hemmelighed. Nok er der ikke noget X på kortet, men der er derimod en morfar. Den store morfar Sven Stolpe.

Som en anden detektiv går Alex i gang med at undersøge sin fortid, sin slægt, og det han kommer af. Som læser følger vi Alex i et nutidsspor, hvor han læser sig ind på sin morfar i de 94 bøger, som Sven Stolpe skrev, hvor Alex får adgang til arkiver med gemt materiale, og hans kontakt til David Lagercrantz. Vi er tilbage i 1988, hvor han besøger morfar og mormor, og vi bliver vidner til det samliv, de har haft gennem et barns øjne, som nu tillægges ny betydning, da en velbevaret hemmelig er blevet afsløret. Og sidst men ikke mindst er vi tilbage i den famøse sommer 1932, hvor Sven Stolpe mener, han blev udsat for et seksuelt attentat. Sommeren 1932 hvor et vaskeægte trekantsdrama udspiller sig mellem Olof, Karin og Sven.

Som læser sidder man og bider negle og hepper og håber på, at kærligheden må vinde, selvom vi jo godt kender slutningen, og vi føler med forfatteren, som har det på samme måde: ”Jeg læser dagbogen og griber mig selv i at håbe. Kom så. Du kan godt.”

Brænd alle mine breve er skrevet med en utrolig intensitet og nerve, og man suges ind i fortællingen, som rummer alt, hvad en god fortælling skal af lidenskab, kærlighed, sorg og savn. De tre tider, som romanen er skrevet i, fungerer rigtig godt. Hvor fortællingen om den ’forbudte’ kærlighed i 1932 nok står stærkest. Måske fordi forfatteren har fået lov til at digte lidt til her, og at han i den periode ikke selv havde noget på spil eller i klemme?

Alex Schulman har statueret sig som en stærk svensk litterær stemme. Han sparer ikke sig selv, når han går i kødet på sin egen herkomst og arv, men hans person overtager heldigvis ikke fortællingen, som netop står knivskarp og koncis.

Bogen slugte jeg på en dag, og dens historie og sprog sidder stadig i mig, hvilket den gode fortælling skal, så snyd ikke dig selv for en rigtig god læseoplevelse.

Alex Schulman har også skrevet de gode bøger Overleverne og Glem mig, som også er anmeldt her på siden.

Alex Schulman, Brænd alle mine breve, Lindhardt og Ringhof, 2022, 270 sider, oversat af Charlotte A.E Glahn.