Bogblogger markerer 30-året for Lennons død med en anmeldelse af den nyeste John Lennon-biografi. Cynthia Lennons bog, John, er en lang kærlighedserklæring til den mand, hun var gift og fik sin søn med.

Det er et fascinerende indblik ind i opstartsfasen af vor tiders vel nok største band, Beatles. Og ikke mindst lærer vi John Lennon, et følelsesmæssigt forkvaklet, musikalsk geni at kende som det menneske, han var.

Men det er også en smertelig historie om en kvinde og hendes søn, der rækker ud til mand og far, men gang på gang bliver afvist.

Så øm og følsom, John Lennon kunne lyde i de udødelige Beatles-klassikere, så hård, kold og passiv-aggressiv kunne han også være. Cynthia Lennon har skrevet en godt fortalt bog, der formidler enorm glæde, entusiasme, ungdommelighed, frisind, smerte, åndelighed, sex, drugs & rock n’ roll!

Cynthia og John mødes på en lokal kunstskole i Liverpool. Hun tror ikke, at han er interesseret, men det er han og vi får en superfin historie om spirende kærlighed og den samhørighed, parret fik opbygget.

John har en omtumlet barndom bag sig. Han vokser op hos en kold og beregnende tante. Af en eller anden årsag, anses hun som værende mere ansvarlig og klar til den opgave end hans egen mor. Faderen er ikke inde i billedet. Det præger ham resten af livet; han er konfliktsky og kræver absolut loyalitet af sin kone.

Deres forhold er – set med moderne øjne – gammeldags. På trods af Cynthias egen kunstneriske åre, er hun i årene med John en baglandskvinde. I mange år er hun gemt væk fra offentligheden, der ikke må vide, at Beatlerne har kærester og koner. Og det accepterer hun fuldstændig. Hun lever længe nøjsomt og spartansk langt væk fra den glamour og luksus, John omgiver sig med på de mange turnéer.

Fortællingerne fra Johns barndom, fra miljøet i Liverpool og Beatles’ opstart er guf for fans. Det er ren opstigning fra klamme kælderklubber til Hotel Ritz. Personligt, er det beretningen om, hvad det betyder for menneskene at få den enorme succes og hvordan de tackler den, der fascinerer mest. Livet i det store palads, Cynthia og John ender med at installere sig i, er ganske normalt, lige bortset fra, at far og alle vennerne er lsd-trippende rockstjerner. Heri ligger også bogens store smerte: Julian Lennons evige forsøg på at komme ind under huden på sin far. John dør ligesom deres forhold endelig ser ud til, at være kommet på rette spor. Tilbage står en 17-årig dreng med et uforløst forhold til sit faderlige ophav.

Enter Yoko Ono. Den lille, mutte japaner spiller en helt afgørende rolle for, det manglende forhold mellem far og søn. Yoko tvinger sig vej ind i Cynthia og Johns forhold og brækker det fra hinanden. Sidenhen har hun en afgørende indflydelse på John Lennons dispositioner. Man spørger gentagne gange sig selv, hvad John Lennon fik ud af, at blive styret så hårdt af en kvinde. Cynthia funderer over, at svaret måske ligger i hans barske opvækst. Og det gør det måske også. Vi vil aldrig få det at vide.

Et irritationsmoment ved bogen er de sproglige fejl og relativt mange slåfejl. De forstyrrer læsningen! Fejlene rykker heldigvis ikke ved kvaliteten af historien. Den er godt fortalt og historien er grundlæggende rigtig spændende.

Cynthias selvfremstilling er måske en kende selvretfærdig. Hun er den altopfrende, evigt-elskende, tilgivende og selvudslettende baglandskvinde, der mangler at reflektere færdig over sin egen andel i forholdets slutning. Men hun er stadig – en håndfuld ægteskaber senere – dybt, dybt fascineret af John. Han var hendes første store kærlighed, og den slags ruster som bekendt aldrig. Tak for det – det kom der en rigtig god bog ud af.

Cynthia Lennon, John, Ec Edition, 2010.