’Hævn er ikke min stil, men’

Jeg er vild med Monica Isakstuens bøger. Hun skriver på en måde, hvor alt det overflødige er skåret væk, hvor vi får historien råt for usødet, og jeg elsker det. Og denne her bog chokerede mig endnu mere end Vær god ved dyrene og Raseri, og jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om det. For eksempel lægger den ud sådan her;

’mærker at jeg bliver så rasende, nul kontrol med impulserne, fissekælling, forpulede møgfissekælling, mærker jeg vil brøle, mærker der kun er primalskrig og rygmarvsreflekser tilbage af mig, kan ikke lade det slutte her, hun skal ikke have det sidste ord, hun skal ikke sidde tilbage med følelsen af at have overtaget og vinde, hendes fjæs driver mig til vanvid, hun skal ikke stå der og lire sådan noget djævelskab af sig og tro hun kan slippe af sted med det, nej, og derfor kaster jeg mig frem og får fat på hende inden hun når at reagere og mine hænder er hamre og køller og knive og nagler, slår og slår og slår og slår hendes forbandede skråsikre ansigt ind, blod og ben og kødtrevler, farvel skønhed…..’

Man bliver helt forpustet af alle de tanker, der strømmer ud af vores hovedperson, da hun er blevet uvenner med den bedste af sine venner. For hvad vil hendes uven nu fortælle af usandheder om hende. Men det er ikke det værste der sker. Vores hovedperson kommer nemlig hjem, og alle dem hun har som venner og har haft som venner har arrangeret et forfærdeligt surpriseparty for hende. De har aldrig været i samme rum før, og vores hovedperson er panisk angst for, hvad de vil fortælle hinanden om hende. Det er ikke meningen, at de alle skal være venner med hinanden.

’Jeg vil ikke ses med jer sådan her, vi er ikke en vennegruppe.’

Og som om det ikke er angstprovokerende nok for vores hovedperson, holder de alle én efter én en fuldkommen ærlig tale om, hvordan de betragter hovedpersonen som ven.

Monica Isakstuen har endnu en gang skrevet en ekstrem roman. Vi får beskrevet alle typer venskaber. De gode, de dårlige, de invaderende, de konfliktfyldte, dem du ikke kan slippe af med og dem du selv påtvinger andre. Det er vanvittig hård læsning, men også virkelig tankevækkende. Så er du til bøger, der skubber grænserne – og så lige skubber lidt mere, skal du læse denne her.

Monica Isakstuen: Mine venner, Turbine, oversat af Karen Fastrup, 272 sider, april 2022