// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Monica Isakstuen: Raseri
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Monica Isakstuen: Raseri

Skrevet af den 24. oktober 2019 – 07:00Ingen kommentarer

Monica Isakstuen udkom første gang på dansk med bogen Vær god ved dyrene, og det er uden tvivl den bedste skilsmissefortælling, jeg endnu har læst. Nu er hun aktuel med en bog, som på sin vis er en fortsættelse af Vær god ved dyrene og som tager os med et sted, hvor vi befinder os lidt for tæt på kanten – nemlig der, hvor vi oplever noget så tabubelagt som en mors ukontrollerbare raseri mod sine børn.

”Men hvordan ved man, hvornår noget begynder? Findes den slags klare øjeblikke, som skærer gennem tiden og deler den i to, et før og et efter? Sekundet da jeg kom til verden. Første gang nogen holdt mig i sine arme. Den aften jeg dræbte en frø. Første gang nogen sagde, at jeg var dejlig. Den morgen jeg så mig selv i spejlet og havde fået bryster. Den nat min datter blev født. Den formiddag du og jeg mødte hinanden. Æggene, der løsnede sig. Mælken, der piblede frem. Første gang jeg fandt et gråt hår. Første gang jeg brølede ad mit barn. Første gang jeg slog det.”

Hun møder ham en formiddag på biblioteket, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden. Hun vil have det hele med ham. Flere børn, hus, have – hele molevitten. Han er så god med hendes datter, så selvfølgelig skal de have et barn sammen de to og være en familie på fire. De har det så godt. Hun bliver gravid, og de finder ud af, at der ikke er én, men to. To drenge. De planlægger det hele. Det skal nok gå. Men når drengene kommer, begynder det – den ulmende vrede over det, de gør hende til, og det, de tager fra hende.

Hun ved, at hun skal tage det roligt, og at de kun er små børn og ikke kan gøre for, at de skal have mad hele tiden og skiftes og holdes, og ikke vil lade hende sove, tænke og være bare et øjeblik. Men så er der pigen, og hun kræver også hendes opmærksomhed. Hun ved, at hun kan gøre det bedre. Hun ved, at hun kan være en god mor. Hun var det jo, inden hun fik børn.

“Første gang min stemme blev hård, fór jeg sammen. Hvem var det der talte sådan? Hvor kom dét fra? Nu er det nok! Nu holder du op. Jeg orker det ikke mere, hører du?! Fandens pis, forbandede lort! Hvæsede jeg. Så blev hun stille. Nogle dråber mælk løb ned af hendes kind og tilbage mod øret. Mine ord gjaldede i rummet, et gammelt ekko, jeg ikke huskede.”

Isakstuen har en helt speciel måde at skrive på. Historien foregår i korte kapitler på 1, 2 og 3 sider, hvor alt overflødigt er skåret fra, og hvor hun kun har efterladt det, der betyder noget. Kvindens tanker om, at hun så gerne at ville beherske sig over for sine børn og de gange, hvor hun fejler. Igen og igen uden at kunne stoppe sin stemme, før hun råber og udslynger trusler om det ene og andet. Der er så meget tabubelagt og ægte i denne her historie. Der er ikke noget, der kan presse et menneske så meget som det at få børn. Ikke noget der tilsidesætter ens egne behov så ekstremt som det at få børn. Gad vide, hvor mange der kan se sig selv i denne historie. Hvor mange der kender til frustrationens vrede, men holder den inde. Jeg tror, at vi er en del.

Monica Isakstuen: Raseri, Turbine, Oversat af Karen Fastrup, 220 sider, oktober 2019