Anders Roslund: Stol på mig
Anders Roslunds serie om den ældre kriminalkommissær ved Citypolisen i Stockholm Ewert Grens og undercoveragent og tidligere kriminelle Piet Hoffmann er sådan en serie, der kun får lov til at ligge ulæst hen hos mig i få timer. Der er tale om plotskrivning på et højt niveau og med så virkelighedstro scenarier, at man som læser ikke kan undgå at leve sig fuldkommen ind i sagerne. Stol på mig tager os med på en hæsblæsende tur, hvor både trafficking og illegal organhandel er i højsædet, og hvor man ved endt læsning stadig ikke kan tro sine egne øjne.
Det går godt for Ewert Grens. Han er reservebedsteforælder til den tolvårige Hugo og er forelsket i Lena, hvis mand blev dræbt i jagten på bagmanden for en stor prostitutions- og menneskehandels-organisation. En mand som stod i spidsen for organisationen, og hvor beviserne for dette blev bortskaffet af Ewert selv, for at beskytte Lena og hendes datter mod det skyggeliv hendes mand, politimand og Ewerts gode ven havde levet.
Da Ewerts kollega Gunnar Werner ved et tilfælde opsnapper en samtale om handel med to syttenårige piger, kontakter han Ewert med det samme. Han vil have ham til at forhindre handlen. Ewert når ikke at tænke længe over det, før han stormer afsted og tager sin bedste ven og kollega Sven Sundkvist med sig. Men alt går galt, Sven bliver skudt, og Ewerts verden braser sammen. Da en kvinde, Ewert tre år tidligere reddede ud af et stramt net af prostitution og menneskehandel, pludselig kontakter ham, går det langsomt op for Ewert, at den bagmand, han skaffede af vejen, havde en makker. Det er bare ikke nemt at se tegnene, når de befinder sig lige foran en.
Stol på mig efterlod mig med den største ambivalens. Det er nemlig en af de bøger, hvor man sidder og råber ned i siderne, at Ewert skal få øjnene op for, hvad der sker lige foran snuden på ham. Samtidig sluttede den af med sådan en cliffhanger, at jeg havde lyst til at kyle bogen tværs gennem rummet. Så elsker du den slags krimi, hvor hjertet sidder i halsen, mens du glemmer at trække vejret, er denne bog perfekt! Selv er jeg vanvittig frustreret over at skulle vente endnu en rum tid på en opfølger.
Stol på mig er den 6. bog i serien om det umage makkerpar Ewert Grens og Piet Hoffmann. Du behøver ikke at have læst de forrige bøger for at læse denne krimi.
Læs også vores anmeldelser af Hun skal leve og Sov mit barn
Anders Roslund: Stol på mig, Modtryk, oversat af Inger Kristensen, 422 sider, marts 2022