// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anders Roslund: Sov mit barn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Anders Roslund: Sov mit barn

Skrevet af den 1. maj 2021 – 06:52Ingen kommentarer

Der er simpelthen ikke noget bedre end at læse en bog i en serie og tænke; Det her, det er bare godt! Det skulle så lige være at læse næste bog i serien og tænke; hold nu op, det her må være årets bedste krimi! Jeg kan simpelthen ikke slippe historien i ’Sov mit barn’, hvor vi kommer nærkontakt med en skruppelløs pædofilring, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Anders Roslund leverer om noget et grufuldt indblik i den absolut mørkeste side af mennesket.

Den ældre kriminalinspektør Ewert Grens render ved et tilfælde ind i en kvinde på den kirkegård, hvor hans kone og datter ligger begravet, og de to falder i snak. Kvinden er der for at mindes sin datter, som forsvandt sporløst for 3 år siden, da hun kun var 4 år gammel. En sag som eftersigende er lukket grundet manglende spor, og pigens grav er derfor tom. Grens kan ikke lade sagen ligge. Ingen forældre burde sørge ved en tom grav. Han påbegynder sin egen efterforskning og opdager, at samme dag, som den 4-årige pige forsvandt, forsvandt en anden 4-årig pige også. En lille pige hvis tvillingebror stadig tror på, at hans søster kommer hjem igen, men hvis forældre er i færd med at få hende begæret dødsformodet, for at familien kan komme videre.

Efterhånden som Grens dykker ned i sagen om de forsvundne piger, ledes han til Danmark til en mand, som sælger videoer på dark web af sin niårige papdatter. Grens kontakter det danske politi og begynder et samarbejde på trods af sin overordnedes besked om at tage 12 ugers tvungen ferie. Han opdager, at sagen trækker tråde langt ud over landegrænserne og de sager, han har kendskab til i Sverige, og hvis de skal have fat i bagmanden, som styrer hele showet, må de træde varsomt. Men han kan ikke gøre det alene. Han har brug for undercoveragenten Piet Hoffmann til at infiltrere pædofilringen. Problemet er blot, at Hoffmann har svoret aldrig at hjælpe politiet igen. Ikke efter det som skete sidst og som næsten havde kostet hans familie livet.

Sov mit barn er er den femte bog i serien om det umage makkerpar; den ældre kriminalkommissær Ewert Grens og undercoveragent og tidligere kriminelle Piet Hoffmann. Du behøver ikke at have læst de forrige bøger for at læse denne krimi, men selvfølgelig giver det altid en større forståelse for karaktererne, når man får dem serveret fra starten. Roslund leverer et så virkelighedstro scenarie, at man som læser ikke kan undgå at leve sig fuldkommen ind i sagerne og de små børns forfærdelige skæbner. Så mangler du en krimi, du ikke kan løsrive dig fra, skal du helt sikkert vælge denne.

Anders Roslund: Sov mit barn, Modtryk, oversat af Inger Kristensen, 387 sider, april 2021

Der er lukket for kommentarer.