De har været frygtelig meget igennem i den lille nordsvenske by, Bjørneby, der er så glad for ishockey. I Vinderne, der er tredje og sidste bind i serien, bliver de først ramt af en storm. Sådan en rigtig træer-vælter-i-skoven-og-tage-flyver-af-storm, der selvfølgelig ikke kun giver materielle skader. De alvorlige konsekvenser viser sig først senere.

Maya er flyttet fra Bjørneby for at gå på musikskole, men vender hjem til en begravelse. Her opdager hun at alt er som det plejer – og alt er forandret. Først og fremmest ligger der ikke bare én men flere krudttønder og ulmer. Gammelt nag, utilpassede unge, svindel og oprydning efter stormen. Men også venskaber og kærlighed – og mennesker der vil gøre alt for deres familie, deres by og deres klub. Det er opskriften på nogle dramatiske dage i den lille by.

Vinderne er skrevet i den sædvanlige Backmanske stil med den solide fortællestemme, der ikke bare kender alle i byen (og nabobyen og konkurrenten Hed), men også ved hvilke katastrofer fremtiden byder på. Det fungerer, selvom der nogle gange kommer lige lovligt langt opspil til begivenhederne. Vi kommer vidt omkring, for Bjørneby har fået sit helt eget liv og er her i bind tre ikke kun en ishockeyklub med en by, men en by men tabere og vindere, skurke og helte og alle dem, der prøver at gøre det rigtige og som nogen gange endda lykkes med det.

Jeg holder meget af Backmans bøger, og Vinderne skuffer ikke. Det er en lang bog, men det gør ikke noget, for det er velskrevet og rørende. Jeg vil dog anbefale, at man læser de to første bøger i serien inden man åbner Vinderne, for ellers er der nok meget der ikke giver mening. Det er Bjørneby og Os mod jer.

Fredrik Backman: Vinderne. 746 sider, People’s. Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild, udkom 11. februar 2022