Det er altid spændende at læse bøger af en ny forfatter – man dykker ned i det ukendte og håber, at man vil kunne lide skrivestilen, og at historien vil tryllebinde en, så det var med stor forventning, at jeg kastede mig over Ella Careys bog.

I bogen møder vi rigmandsdatteren Lily, der til sin mors store fortrydelse får job som kok på en af New Yorks mest historiske restauranter, Valentino’s, da alle mændene rejser i krig for at kæmpe mod nazisterne på det europæiske kontinent.

Lily elsker at lave mad, og hun har god forstand på både madlavning og det at drive en restaurant, men det ligger ikke i kortene, at hun skal være en udearbejdende kvinde. Hendes mor har allerede lagt planer for, hvem Lily skal giftes med, når krigen er forbi – byens mest eftertragtede ungkarl og Lilys barndomsven, Nathaniel. Men Lily er ikke interesseret. Hun kaster i stedet lange blikke efter sin kollega, kokken Tom Morelli, som tilsyneladende gengælder hendes følelser.

Lilys mor giver dog ikke op uden kamp, og hun gør det helt klart for Lily, at hvis hun vil beholde en plads i familien, så gør hun, som hun får besked på. Lily er i syv sind; skal hun følge sit hjerte, eller skal hun følge sin mors og fars ønsker og leve det velstående liv, hun er født til?

Der er skrevet mange gode historiske romaner, der foregår under 2. verdenskrig – jeg synes desværre ikke, at dette er en af dem. Selvom den vil en masse gode ting som fx at sætte fokus på kvinders rettigheder og etnisk diskrimination, så kommer den aldrig rigtig i mål med det. Desuden virker bogen ikke velresearchet, så det hele bliver lidt for overfladisk og fortænkt. Det er synd, for hovedpersonen Lily er interessant og godt udtænkt, men der er for meget fokus på madlavning og for lidt fokus på kvindernes kamp for at holde samfundet i gang.

Ella Carey, New Yorks døtre, Lindhardt & Ringhof, 384 sider, oversat af Mette Wigh Tvermoes, udkom 10. marts 2022