Et herbarium er et opslagsværk med beskrivelser af planter og plantedele. En bog, man slår op i, når man vil vide mere om alt fra mælkebøtter til egetræer, fra kvikgræs til kaktus. Som udgangspunkt en lidt kedelig fagbog, målrettet havefolket, biologer og nørdede naturelskere.

Sådan en bog er Carsten Müller Nielsens Herbarium ikke. Tværtimod.

Müllers Herbarium er et poetisk, humoristisk, overraskende og smukt lille skønlitterært værk, der finurligt leger med vores forestillinger om natur, overtro, forestillinger og blik på verdenen. Det er en lille bog på kun 84 sider, der med små opslag giver plads til frie associationer og leg med sproget med udgangspunkt i floraens verden.

”Abeblomst” lyder et opslag. ”Opalsøen” er et andet. ”Æble” er et tredje. Fælles for dem er den finurlige leg med virkeligheden og de overraskende sammensætninger og sammenligninger. Det er svært at beskrive Herbarium, så den kan forstås af dem, der endnu ikke har læst den. Det er fiktioner forklædt som opslagsværk på smukkeste og mest poetiske vis. Tag for eksempel opslag om Calycanthus, om hvilken det fortælles at den dufter så forførisk, at den har givet anledning til beretning om hjerteskærende selvmordsforsøg i Kina, og har fået sit eget skrifttegn, om hvilket det hedder ”I modsætning til alle andre skrifttegn, er det særlige ved netop dette tegn, at det ikke har noget fonetisk udtryk, og at det derfor kun læses i tavshed…”

Hvis du foretrækker bøger med en begyndelse, en midte og en slutning og et solidt plot, så er Herbarium ikke noget for dig. Men hvis også dit hjerte længes efter et skrifttegn uden fonetisk udtryk, så har du en stor oplevelse i vente på de kun 84 sider.

Bogblogger har tidligere anmeldt Lapidarium i samme serie og De døde fylder dagene med en smag af mønter, der ganske fortjent vandt DRs romanpris i 2020.

Carsten Müller Nielsen: Herbarium. 84 sider, Jensen og Dalgaard. Udkom 11. november 2021