Carsten Müller Nielsen: Lapidarium
Et Lapidarium er en samling eller en udstilling af sten. Ifølge wikipidia bruger man på dansk også ordet om en samling af bevaringsværdige gravsten.
Lapidarium er også en bog. En mærkværdig og bemærkelsesværdig en af slagsen. En kort lille leksikalroman, fyldt med små opslag der ved første blik er faktuelle, men som hurtigt blødes op, blandes med fiktion og sproglige finurligheder.
Det er en roman uden handling og uden plot, men alligevel fyldt med små historier, der skramler mod hinanden, slår gnister eller bare giver dumpe lyde. Som når man slår sten mod hinanden. Fra uralbjergene til den svenske skovbund, fra Napoleon IIs mareridt til et spøgelsesbryllup ved Holløselund. Det giver ingen mening, men netop derfor giver det alligevel mening – poetisk og enkelt, faktuelt og magisk.
Lapidarium er en del af en serie, hvoraf Bestiarium tidligere er udkommet (og desværre ikke anmeldt på bogblogger), men kan sagtens læses uden forgængeren. Der er planlagt to yderligere værker, Akvarium og Herbarium, som jeg vil glæde mig til.
Bogblogger har tidligere sendt mange roser til De døde fylder dagene med en smag af mønter af samme forfatter, som også fik DRs romanpris i 2020.
Carsten Müller Nielsen: Lapidarium. Dalgaard & Jensen, 81 sider. Udkom 10. september 2020