Engang boede der mennesker i Kopachi. Så forsvandt de, uden varsel, og kun dyrene blev tilbage. Bjørnene. Ulvene. Kattene og duerne. Langsomt overtager de, hvad der engang var menneskenes. Kun engang imellem vender menneskene tilbage for at tage billeder og se sig omkring. Men kun for et kort øjeblik, så forsvinder de hastigt igen.

I Tartu i Estland sidder en tidligere soldat på en bar. Han har betalt en prostitueret for at sidde der sammen med ham, så der i det mindste er én, der hører hans historie, inden også den er slut. Den handler om Kopachi, selvfølgelig, og alt det, der var engang. Menneskene, deres bøger, deres historier. Men måske mest om oprydningen, nåletræerne der blev røde, fuglene der faldt ned fra himlen, strålingen.

Soldaten fortæller om begivenheder, så mærkværdige at de var svært at forstå, selv da man stod midt i dem. For hvordan graver man en hel by ned? Hvordan sletter man sporene efter en katastrofe, der fortsætter i årtusinder?

De kaldte dem likvidatorer, de unge soldater, der blev sendt ud for at rydde op efter Tjernobylulykken. De havde ingen anelse om, hvad der ventede dem – hverken på ulykkesstedet, i de forladte landsbyer eller bagefter. Det er en katastrofe, som måtte ske, men ingen kunne forudse. Til sidst er der ikke andet tilbage end de mange fadøl på en bar i Tartu og dyrenes langsomme generobring af herredømmet i Kopachi.

De døde fylder dagene med en smag af mønter er en rørende roman om livets ubarmhjertighed og forfaldets uafvendelighed. Et forsøg på at finde mening med det meningsløse, men også historien om hvordan naturen generobrer sig selv, når menneskernes hovmodighed er kommet til fald. Det er en usædvanlig bog, en virkelig stærk bog og alligevel fortalt med stor indføling. Uden store armbevægelser og netop derfor så intens.

Carsten Müller Nielsen: De døde fylder dagene med en smag af mønter. 176 sider, Jensen & Dalgaard. 2019