Rikke Viemose kunne, som flere andre, have valgt at skrive en journalistisk og objektiv bog om ligestilling og køn i kølvandet på #metoo.

Men som hun selv skriver, så ville der være en høj risiko for, at det bare blev endnu en i rækken, der ikke får meget opmærksomhed eller omtale.

Så hun vælger en anden, og mere modig, tilgang. Hun bygger bogen op omkring sine egne personlige oplevelser i forskellige aspekter i livet; pige, offer, praktikant, hustru, mor, selvstændig mv. og hun gør det i brevform til sin datter.

Det fungerer vildt godt.

Hun nævner selv, at hun med valget om at inddrage sine personlige oplevelser også i højere grad stiller sig på mål for at blive kaldt offer, ynker og lignende.

Og der er rigtigt nogle passager i bogen, der efterlod mig med indtrykket af, at hun gerne vil placere ansvaret for ikke at have udlevet sit potentiale på alle andre end sig selv, hvilket affødte en kombination af reaktioner hos mig som læser. 1) Hvor er hun modig at sige det højt, for det er jo rigtigt og 2) “ahh, ynker hun lidt nu?”.

Og det skyldes givetvis, at jeg som læser selv har svært ved at finde mit ståsted, som nok er et sted mellem Vibeke Sperling-typen, der ligesom andre kvinder i den generation nægtede at anerkende eller i hvert fald beskæftige sig med manglende ligestilling og så forfatteren selv, der, ifølge eget udsagn, altid har haft behov for at påpege og tale om kønsproblematikken.

Men jeg fornemmer et strejf af bitterhed i bogen.

Samtidig reflekterer hun også over den udvikling, hun selv har været igennem, og hvordan hendes syn på nogle ting, godt hjulpet på vej af hendes datter, har ændret sig.

Blandt andet nævner hun, hvordan hun tidligere havde diskriminerende tanker om kvinder, der var “for meget” eller på anden måde gjorde “kønnede” ting, for eksempel Lene Espersen, der på et tidspunkt placerede sig på kølerhjelmen af bil.

At bogen er et brev til datteren glemmer jeg nogle gange undervejs. Der er passager, hvor hun taler meget direkte til sin datter fx “du og dine veninder” eller “kan du huske dengang”, hvorimod andre passager læner sig mere op af en genre som for eksempel Usynlige kvinder af Caroline Criado Perez i den faktuelle opremsning af argumenter for, hvordan kvinder er underrepræsenterede – en bog, hun i øvrigt refererer til flere gange.

Nu taler jeg er en vigtig, aktuel og modig bog og Rikke Viemose skriver virkelig godt. Det er en bog, der giver masser af stof til eftertanke.

Rikke Viemose, Nu taler jeg, Grif, januar 2022, 249 sider.