Man tager et forsvundet værk fra antikken. Man tilsætter en historie om to unge menneskers møde omkring Konstantinopels fald og et terrorangreb fra nutiden. For at få alle smagsnuancer med skal man også have et skvæt Korea-krig og så runde af med lidt sci-fi fra en ikke særlig fjern fremtid, hvor klimakrisen har lagt jorden øde og en lille gruppe mennesker er på vej gennem det øde verdensrum for at kolonisere en fjernplanet. Så har man Doerrs Byen i Skyerne. Synes du, det lyder som om succes-forfatteren til Alt det lys vi ikke ser gaber over rigtig meget? Så har du helt ret. Alt for meget.

Der er reelt fire parallelle spor i fortællingen, der alle sammen kredser om et værk af den romerske forfatter Antonius Diogenes fra det andet århundrede efter Kristus. Dette er ukendte værk beskriver en mands søgen efter en hellig by i himlen, og går som råd tråd gennem hele historien. Det dukker op i Konstantinopel omkring byens fald – den sidste rest af det engang så storslåede romerske kejserrige, der blev indtaget af osmannerne i 1453 – hvor en ung pige forsøger at redde det. Hun møder en ung mand fra det nuværende Bulgarien der er tvunget ind i belejrernes hær, og allerede her er der to historier, der skal forenes i én.

Sideløbende er der en beretning om den unge mand Zeno fra Idaho, der kæmper med i Koreakrigen og ender i kinesisk fangelejr. Her holder han modet oppe takket være en britisk soldat, der lærer ham oldgræsk (og andre vigtige ting ”kend dig selv” som de gamle grækere sagde). Zenos historie fører op til nutiden, lige inden coronakrisen, hvor han som gammel mand giver sin kærlighed til oldtidens litteratur videre til en gruppe børn. Det er netop Antonius Diogenes’ for nyligt genfundne manuskript, som Zeno vil sætte op som teaterstykke med lokale børn. Men ak, her bliver hans historie rimpet sammen med historien om Seymour en lokal, fattig dreng med store vanskeligheder, der er på vej mod biblioteket med en rygsæk fuld af ubehageligheder og en pistol i lommen.

Og så er der endelig sci-fi historien, hvor en ung pige sidder isoleret på et rumskib – kun holdt med selskab af en computer. Den hedder i øvrigt Sybil og ikke HAL, men jeg er nok ikke den eneste læser der kommer til at tænke på Rumrejsen 2021. Med rumskibet kommer også klimakrisen ind i historien, den trækker også tråde til Seymour i øvrigt.

Alt dette og mere til er altså Byen i skyerne. Og jeg forstår egentlig godt, hvad forfatteren vil mig. Jeg kan godt lide forsøget på at gøre antikkens litteratur og tanker nærværende for moderne læsere (selv når det er fiktive, antikke værker), og jeg kan i princippet godt lide romaner hvor man trækker store linjer op om menneskelig eksistens, liv, død og kærlighed – det som pressefolk nok vil kalde episk. Men det skal altså ikke bare hænge sammen, det skal også have nerve. Og det har Byen i skyen ikke; den vil alt for meget og breder sig ufokuseret i alt for mange retninger. Til slut bindes alle ender sammen med en nydelig sløjfe, og det hele går op, men det redder ikke romanen fra at fremstå lidt for fortænkt.

Anthony Doerr slog igennem internationalt med den fremragende Alt det lys vi ikke ser. Udover denne læsværdige roman er der også udkommet Noget om Grace på dansk.

Anthony Doerr: Byen i skyerne. 670 sider, Politikens Forlag. Oversat af Nete Harsberg, udkom 28. september 2021