Thomas Erikson: Omgivet af dårlige chefer
Har du en vanvittig chef? Nej, nok ikke. Det er de færreste, der reelt står i en situation, hvor de kan sætte så stærke ord på, når de bedømmer deres chef. Men hvad så med en dårlig chef? Eller bare en mindre god? Eller i det mindste ikke lige så god en chef, som den chef du engang havde? Nu nærmer vi os, ikke?
Den meget populære svenske forfatter, foredragsholder og tidligere chef stiller med denne bog en række værktøjer til rådighed for dig, så du bedre kan identificere en række forhold, der gør sig gældende i din relation til din eller andres chefer. Og det er meget anvendeligt.
Der eksisterer i dag en lang række personlighedsmodeller, der kan være en rigtig god drivkraft til at igangsætte et langt bedre samarbejde i jeres team, end du måske har været vant til. Et af disse redskaber er den såkaldte DISC-model, som baserer sig på fire personlighedstyper, der kan kombineres og gradbøjes på et utal af måder. De fire typer er karakteriseret ved hver sin farve. På mange arbejdspladser i Danmark er det også en model, der er kendt som Insights-modellen, og det er sådan, jeg selv kender den fra min egen arbejdsplads.
Erikson giver os nu en dybgående og klar gennemgang af, hvad du kan forvente af forskellige chefer – og medarbejdere – når de repræsenterer de fire forskellige farver. Nu er ingen person et hunrede procent en farve, så der er naturligvis nuancer og derved kraftige udsving i forhold til det, du kan forvente, når du forbinder en person med en enkelt farve. Men i det store og hele er det et skræmmende præcist værktøj. I min virksomhed bliver en sådan personlighedsvurdering ’belønnet’ med fire farvede gummiklodser, som du så kan stille fremme på dit skrivebord i den farvekombination, der er den rigtige for netop din analyse. Og det er ekstremt brugbart, når du skal tale med et menneske, du ikke før har mødt, at du måske lige kan skule over md vedkommendes skrivebord og se, hvilket farve, der ligger øverst. På den måde har du allerede fået et forspring, idet du kan bruge noget af din viden om analysen til at gå ind i en samtale på.
Erikson giver os en dyb analyse og formår endda at tilføre humoristiske elementer, når han beskriver forholdene mellem medarbejdere og chefer og konkluderer, at livet simpelthen er for kort til dårlige chefer.
Og ud fra sin megen ledertræning giver han os eksempler på ting, ledere har haft brug for hjælp til – endda helt uden de selv var i stand til at se det. Der er tale om reel indsigt med denne bog, og jeg kan kun anbefale, at du læser den – eller lytter til den. Den er ikke alene meget lærerig; den er også meget underholdende.
Thomas Erikson: ”Omgivet af dårlige chefer”, Politikens Forlag, 352 sider, udkom februar 2021.
Læs også:
Thomas Erikson: Omgivet af dårlige chefer
Morten Münster: Jytte vender tilbage
Dennis Nørmark: Tilbage til arbejdet