// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofie Sarenbrant: Englevagt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Sofie Sarenbrant: Englevagt

Skrevet af den 3. oktober 2021 – 06:18Ingen kommentarer

Sofie Sarenbrant er om nogen eminent til at levere de vildeste cliffhangers og gennemtænkte plots, og i denne 9. bog i serie om kriminalinspektør Emma Sköld får vi måske, eller måske ikke, kendskab til, hvad der hændte hendes kollega og elsker Krille, som forsvandt sporløst i sidste bog og efterlod læseren med den vildeste cliffhanger.

Emma har ledt forgæves efter Krille i syv måneder uden at finde et eneste spor. Hun har overladt det meste af pasningen af sine og Nyhléns børn til Nyhlén, som i fulde drag nyder familielivet med sin nye kæreste, psykologen Nora. Nora er bare ikke helt sikker på, at hun er så begejstret for at agere fuldtidsmor, især ikke da Nyhlén tilbringer flere og flere timer på farten, eftersom der omsider er kommet et spor i Krille-sagen.

Det er endelig lykkedes politiet at finde den pengeafpresser, der sidst så Krille i live, og Emma vil ty til alle metoder for at finde ud af, hvor Krille er – også selvom han højst sandsynligt ikke er i live. Da liget af en ældre maltrakteret mand findes på et forladt psykiatrisk hospital, synes opklaringen af sagen ikke længere så umulig. Emma er bare nødt til at finde ud af sammenhængen mellem Krille og dette nye mord. En opgave der ikke er så ligetil, da Nora pludselig også er forsvundet fra jordens overflade.

Jeg må sige, at Sofie Sarenbrant kan sit kram. Karaktererne er interessante og nærværende, og hun holder sin læser i et fast greb fra start til slut. Det er virkelig fedt! Jeg kom først sent ind i serien, og selvom hendes sidste bog i serien ’Mytomanen’ sagtens kunne stå alene, er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt denne kan. Jeg var i hvert fald glad for, at jeg havde Nora-forhistorien med mig, og med den cliffhanger, Sarenbrant efterlod i slutningen af denne nye bog, er jeg uden tvivl nødsaget til at læse den næste, hun udgiver.

Læs også vores anmeldelser af de andre bøger i serien her

Sofie Sarenbrant: Englevagt, People’s, oversat af Kamilla Jørgensen, 400 sider, september 2021

Der er lukket for kommentarer.