”Der var en begyndelse og en slutning. Tiden derimellem var blevet misbrugt. Snart forbi”.

Sådan lyder en passage i dette tredje og sidste bind i trilogien om Jana Kippo, og jeg synes, den indkapsler den rejse, vi har været med på, meget godt.

Janas rejse, hvor hun i første bind tager hjem til sin barndoms rædselsfulde flække for at redde sin bror fra at drikke sig i selv, og i andet bind, hvor hende og broderen skal begrave deres mor, men samtidig grave fortiden op.

Og så er der nu treeren, hvor Jana, som bogens titel også indikerer, skal finde hjem igen.

Og hvordan gør man så det, når livet har været fuld af svigt, overgreb og elendighed? Og når de få ting og relationer, man hele tiden har bildt sig selv ind, har defineret tilværelsen ikke længere er? Hvem er man så og hvad gør man så? Skal fortiden fortsat definere tilværelsen eller er sidste linje skrevet i det kapitel?

”Der var en begyndelse og en slutning. Tiden derimellem var blevet misbrugt. Snart forbi”.

Ak ja.

Jeg har læst de to første bind i serien med stor fornøjelse. Og jeg afsluttede min anmeldelse af bind to sådan her: ”den dramatiske slutning holder spændingen intakt ind til tredje bind udkommer”.

Men tredje bind er desværre en lidt langsommelig affære. Mere af det samme.

Det mest interessante er de yderligere tilbageblik på Janas liv, som giver os en bedre forståelse af, hvem hun er, og hvorfor hun agerer, som hun gør.

De skiftende nutids- og fortidsspor i kapitlerne giver en dynamisk effekt og er med til at holde læseren lidt til ilden, fordi man gerne vil vide, hvad der er sket. Et klassisk greb i litteraturen, men som på en eller anden måde ikke udløses fuldstændigt her.

Karin Smirnoff har helt sikkert begået noget originalt her – både sproget, stilen og fortællingen er helt sit eget, men jeg synes, det var en lidt lang affære at komme igennem denne gang.

Karin Smirnoff, Så tog jeg hjem, C&K Forlag, september 2021, oversat af Birgitte Steffen Nielsen , 368 sider.