Den Dominikanske Republik. Et land jeg på en god dag kan placere på et landkort, og ikke ved meget mere om end at det deler den største ø i Caribien med Haiti. Jeg har også en tåget fornemmelse af, at Den Dominikanske Republik er et land, der klarer sig vældig meget bedre end den kaotiske nabo – men alle lande på en vestlige halvkugle klarer sig bedre end Haiti, så det siger jo ikke så meget.

I Den Dominikanske Republik regerede tyrannen Trujillo i 31 år fra 1930 til 1961, der med stor brutalitet (og støtte fra USA) holdt landet i et jerngreb. Hans storhedsvanvid fik ham til at give hovedstaden navneændring til Trujillo By, og hans brutalitet kostede befolkningen dyrt i drab, forsvindinger, økonomisk udplyndring og alt andet fra diktatorernes manual. Et løbende misbrug af unge kvinder – gerne fra hans underordnedes familier – var også en del af hans livsstil, hvilket gav ham tilnavnet Bukken.

Trujillo blev myrdet af sine officerer, og i Bukkens fest bringer nobelprismodtager Maris Vargas Llosa læseren tilbage til de dramatiske dage og begivenheder, hvor diktatoren er blevet uvenner med den katolske kirke og USA, og kupmagerne konspirerer imod ham. Det er en roman om alt det værste ved mennesker – deres grådighed, brutalitet, liderlighed og fordrukkenhed. Men også om hvordan det kan gå til, at mennesker underordner sig og tjener en diktator, velvidende at han på et splitsekund kan vende sig imod dem og sende dem ud i mørket.

Centralt i historien står Urania, der er datter af en af Trujillos topfolk. Ved romanens begyndelse midt i 90erne er hun vendt tilbage til Den Dominikanske Republik efter mere end 30 års eksil, for at få ro om fortiden. Det bliver et smertefuldt møde med familien, og genoplivning af rædslerne fra dengang. Ingen gik ramte forbi, når diktatoren ville lege med sine underordnede – heller ikke en 14 årig pige.
Bukkens fest er ganske enkelt en fremragende roman om et land og en tid, jeg ikke havde hørt om før. Det er en undersøgelse af hvordan livet er under et diktatur, også for diktaturets topfolk. Hvordan volden og vilkårligheden bliver det normale, og hvordan alle retter sig mod den enevældige hersker som blomster mod solen. Blodige, ildelugtende blomster, der gror i galgenjord.

Det er også en roman, der hylder de modige dominikanere, der under kuppet og igennem alle årene har forsøgt at sætte sig op mod diktaturet, og som generelt fik en tidlig grav som tak for indsatsen. Imens kunne de klogeste af regiments topfolk skifte ham efter Trujillos fald og fortsætte i magtens centrum. Regimer forgår, magten består.

Jeg er meget begejstret for Llosa og bogblogger har tidligere anmeldt Vejen til Paradis og Krigen ved Verdens Ende. Llosa er det sydamerikanske kontinents måske stærkeste stemme, og skriver om samfund, magt og drømmen om en bedre verden. Her er intet af den lidt fesne magiske realisme, som mange danskere ellers forbinder med sydamerikansk litteratur, men derimod verdenslitteratur i absolut højeste klasse.

Mario Vargas Llosa: Bukkens fest. 405 sider, Klim. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt, udkom i 2005