Maleren Paul Gauguin er i dag anerkendt som en af impressionismens helt store malere. Han huskes måske mest for, at han levede sine sidste år på Tahiti, hvorfra han hentede mange motiver – og at han døde i dyb fattigdom af syfilis. Hans mormor Flora Tristan var socialist, og rejste Frankrig rundt for at tale arbejdernes og kvindernes sag. Tilsyneladende havde de ikke meget til fælles, kunstneren og utopisten, men i Llosas ganske vidunderlige Vejen til paradis bliver de to personligheders skæbne alligevel flettet sammen, for de havde mere end bare slægtskabet til fælles.

Flora Tristan voksede op i fattigdom, fordi faderen døde ung og hans ægteskab med moderen ikke blev anerkendt. Så var Flora uden mulighed for at arve faderens stenrige peruvianske familie, og måtte i stedet indgå et ægteskab med en alkoholiseret og brutal mand. Vi er i 1820erne, og det var ikke muligt for hende juridisk set at forlade sin mand. Det gjorde hun alligevel, og et årelangt slagsmål om de tre børn gik i gang. Et slagsmål, hvor myndighederne tog mandens parti, og som endte med at han forsøgte at skyde hende. Derefter blev hun politisk vakt efter et ophold i England, og kastede sig ud i kampen mod fattigdom og undertrykkelse ved at rejse Frankrig rundt for at skabe opbakning til sit socialistiske paradis.

Hendes barnebarn Paul Gauguin kommer bedre fra start i livet, 50 år senere. Han arbejder i en bank, gifter sig – med en dansk kvinde, i øvrigt – og lever et godt liv. Men trangen til at male kommer over ham, og han siger sit gode job op og lader familien synke ned i fattigdom for at kunne vie sit liv til maleriet og skulpturerne. Han bliver blandt andet ven med van Gogh, og senere forlader han helt Frankrig for at opsøge de uspolerede vilde på Tahiti. Desværre er paradiset ikke så uspoleret som han havde forventet, han har svært ved at få pengene til at slå til, og så er der lige det med syfilisen, der som bekendt er en fremadskridende sygdom.

Flora døde inden Paul blev født, og derfor møder de to fantaster aldrig hinanden. I Vejen til Paradis bliver deres livshistorier vævet sammen i en stor roman, der springer i tid og begivenheder, men som aldrig mister overblikket eller nerven. Begge oftede de alt for deres drøm, og begge betalte de en vanvittig høj pris – og begge efterlod de deres familier i ruin og kaos fordi de svigtede deres egne børn i jagten på drømmen om utopia.

Vejen til paradis er et sandt mesterværk. Jeg har aldrig læst Llosa før, men efter at have læst Vejen til paradis kan jeg kun sige, at hans nobelpris er utrolig fortjent. Det er en velskrevet og elegant bog at blive opslugt af, at blive forarget over, at ømme sig over, at tænke over. Hvor meget kan vi tillade os at opgive for at finde paradis?

Mario Vargas Llosa: Vejen til paradis. 405 sider, Klim. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt, 2019