Canudos er en fattig landsby midt i ingenting i en øde egn af Brasilien. Vi er i 1890erne, slaveriet og monarkiet er afskaffet, men det er fattigdommen og analfabetismen ikke. Få ejer meget, de fleste ejer ingenting, og engang mellem rammes området af tørke og folk mister det lidt, de har.

I denne gudsforladte del af verden går en prædikant rundt og prædiker guds ord. Langsomt men sikkert vokser hans ry, og folk strømmer til hans nærhed for at høre hans kristne budskab, og Antonio Rådgiveren – som han kaldes – nøjes ikke med at prædike. Han bygger kirker, renoverer kirkegårde og lever i fattigdom. Hans ord er så indtrængende, at han ikke bare tiltrækker de sædvanlige fromme, men også forhenværende røvere, mordere, forbrydere, skøger, cirkusfolk og utilpassede og fattige mennesker.

De samles i Canudos, hvor de ikke nøjes med at bygge en kirke. De plyndrer også den lokale herremands gods – hvor skulle de ellers få mad fra? – og nægter at indordne sig under den nye, brasilianske republik. De kræver monarkiet tilbage, siger nej til det borgerlige ægteskab, nej til folketællingen og nej til meter-systemet (sic!), og forsøger at leve som brødre og søstre lige som de første kristne.

Det kan ikke vare ved, og den nyslåede brasilianske republik sender da også soldater til stedet for at underkue disse oprørere. Her viser det sig dog, at det er mere end vanskeligt at nedkæmpe fanatikere, ikke mindst når mange af dem har erfaring med blod, mord og død. Således starter krigen ved verdens ende, og mens resten af Brasilien tager sig til hovedet og soldaterne marcherer, ja flokke flere og flere udstødte, håbefulde, søgende mennesker i Canudos.

Krigen ved verdens ende er en roman som ingen anden. Her færdes intellektuelle og analfabeter, tidligere slaver og herskabsfolk, røvere og jomfruer side om side. Igennem alle disse aparte personligheder ser vi verden som et spejl, for hvem er egentlig de sande galninge: dem der tjener gud eller dem, der tjener sig selv?

Jeg har tidligere læst Vejen til Paradis af Mario Vargas Llosa og var meget begejstret. Der er en grund til, at han har fået nobelprisen! Krigen ved verdens ende er ikke et mesterværk på helt samme måde, men det er stadig en roman der sætter sig spor hos sin læser.

Mario Vargas Llosa: Krigen ved verdens ende. 536 sider, Klim. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt, udkom i 1987