Hvid er en mærkværdig, underfundig lille bog. Det er knap erindringer, knap miniessays, knap en roman. Men hvad er det så? Det er først og fremmest en fin, anderledes og meget poetisk lille læseoplevelse.

Sydkoreanske Han Kang bor en vinter i Warszawa, byen der blev fuldstændig udslettet under anden verdenskrig. Her er alt nyt, genopbygget, men alligevel fuld af historie og minder. En sær dobbelthed i feltet mellem skabelse og tab.

Hun undres og fascineres af byen, og samtidig trænger den manglende erindring om hendes afdøde storesøster sig på. En søster der har samme dobbelthed som byen: Hun blev skabt og lever i erindringen hos Han Kang, fordi minderne eksisterer, men hun er for evigt tabt, fordi hun døde kun to timer efter sin fødsel og dermed lang tid før Han Kang selv blev født.

For forfatteren bliver det til en fortælling om hvidhed. Ikke den blinde hvidhed, men den uskyldiges hvidhed. Hvid som den maling, der kan male fortidens skrammer over. Hvid som sneen, der dækker alt. Hvid som et babytæppe, der kun var i brug i to korte timer. Hvid som barnets livløse ansigt.

Gennem små tekststykker, der reflekterer over hvidheden reflekterer hun også over tabet af et menneske, der kun eksisterede så kort. Det er er kommet en mageløs lille bog ud af, helt anderledes end noget andet. Det er en kort bog, der ikke kræver meget tid at komme igennem, men alligevel en stor bog, som man skal tage ind langsomt.

Bogblogger har tidligere anmeldt Vegetaren samt Levende og døde af samme forfatter. Begge med stor ros – personligt var og er jeg stadig helt fortryllet og optaget af Levende og døde, som jeg gerne vil benytte lejligheden til at anbefale endnu engang.

Han Kang: Hvid. 98 sider, Gyldendal. Oversat Zblebacic von Pein, udkom 14. januar 2021