// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Selja Ahava: Kvinden der elskede insekter
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Selja Ahava: Kvinden der elskede insekter

Skrevet af den 18. marts 2021 – 07:18Ingen kommentarer

Maria har to interesser: insekter og at tegne. Ingen af delene passer sig rigtig for en ung kvinde i 1600-tallet, og der bliver også set skævt til hende. Hendes far er bogtrykker, og hun får faktisk forholdsvis stor frihed inden hun som alle andre piger bliver gift bort. Med sig tager hun sine interesser, som heller ikke hendes ægtemand helt forstår.

Hele hendes liv kredser om de to ting. Det er hendes lidenskab, mens hun har langt sværere ved at knytte sig til mennesker – herunder til sin mand og datter. Hun er en sammensat personlighed, med denne længsel efter at se larver forpuppe sig på den ene side og den manglende opmærksomhed på menneskene omkring hende på den anden.

Sådan går hun gennem livet og tiden, og det sidste skal forstås ganske bogstaverligt, for Marias liv (og hendes families) formår på upåfaldende vis at strække sig over århundreder, og Maria gennemlever de forskellige tiders syn på hendes videnskabelige opdagelsestrang, hendes kunstneriske skaberevne – og hendes rolle som kvinde.

Fra et tysk håndværkermiljø i 1600-tallet over en religiøs sekt og det entreprenante Amsterdam til Japan i 1800-tallet og det moderne Berlin. Tiderne skifter, sæder mildnes, men Maria skifter tid og sted, men forbliver alligevel den samme: optaget af sine insekter. Kun en enkelt gang trænger en mand igennem hendes skjold og ind til hende. Dog kun ganske kort, indtil han også er væk og hun igen forpupper sig på vej ind i en ny metamorfose.

Bogblogger har anmeldt Pludselig falder ting fra himlen og Før min mand forsvinder af samme forfatter med pæn kritik. Jeg må indrømme, at Maria ikke helt på samme måde får mit hjerte til at slå hurtigere. Hun er for distanceret fra sig selv og andre mennesker, den evige iagttager af både dyr, mennesker og naturfænomener, og hendes distance holder altså også mig på afstand – den passion hun nærer for sine insekter omsættes ikke til denne læser.

Selja Ahava: Kvinden der elskede insekter. 346 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Lene Klit, udkommer 18. marts 2021

Der er lukket for kommentarer.