Selja Ahava: Før min mand forsvinder
“Som Columbus troede, han havde fundet Indien, troede en kvinde, hun havde fundet en mand at dele livet med. Indtil han efter ti års ægteskab over morgenbordet siger: I virkeligheden har jeg altid villet være en kvinde.”
Før min mand forsvinder er Selja Ahavas autobiografiske roman om, da hendes mand efter ti års ægteskab fortæller hende, at han gerne vil være en kvinde.
Vi kommer med Columbus på rejser til ukendte steder, samtidig med at Selja skal håndtere alle de nye ændringer, hendes mand går igennem. Hormonpillerne der gør ham mere feminin. Hans nyfarvede hår, det tykke lag makeup, kjolerne han går i, som udkonkurrerer de velkendte uldtrøjer, der nu skal kasseres. Selja veksler mellem at skrive afsnit om Columbus’ rejser og udfordringer kontra det, hun selv går igennem. Det giver historien en interessant vinkel, selvom det er Seljas historie, der klæber sig fast til kroppen og ikke er til at glemme.
Han ændrer sit navn til Lili og vil have, hun skal kalde ham det fremover. Hun kan ikke få sig selv til at gøre det. Der render en kvinde rundt i hendes hus, med hendes mands fødder og hænder. Hun vil have et lig at begrave og ikke denne påmindelse om, hvad hun har mistet. Hun lister alle de velkendte detaljer ved ham op og siger farvel til dem én efter én, samtidig med at hun desperat forsøger at holde fast i noget, der ikke forandrer sig. Hans flotte brystkasse, som bliver fyldt op med implantater. Hans muskuløse ben, hvor hormonerne og laserbehandlingerne fjerner alle hår. Hans navn og cpr-nummer.
Der er noget i den måde, hvorpå Selja Ahava beskriver tabet af sin mand, som er så hjerteknusende barskt. Den måde hun bliver nødt til at sige farvel til de dele af ham, hun elsker højst. Jeg græd, mens jeg læste denne bog. Selja Ahavas sorg løfter sig ud af bogen og er til at tage og føle på. Det er så velskrevet, overvældende og ærligt, at bogen er læst, inden følelserne når at trænge helt ind. Når de gør, er man efterladt med en følelse af, at det er en helt fantastisk historie.
Selja Ahava: Før min mand forsvinder, Jensen & Dalgaard, 234 sider, oktober 2019