“Og hvad udsigten angår / forbinder denne bro ikke nogen flodbred / med en anden.(…) / Den fører ikke fodgængeren / frelst over en jernbane / men blot over endnu en strøm af larmende trafik / og et stykke ingenmandsland.”

Henrik Nordbrandts seneste digtsamling “Så en morgen”, skildrer overgagen fra livet til døden, og det forfald man nødvendigvis må gennemgå før man når til livets endestation; for eksempel tab af identitet, evner og kærlighed. Emmende af angst og forankret i dødsmytologien skildres den menneskelige smerte og den ultimative forløsning: selvmordet. Ladet med symboler, som den i citatet nævnte bro er et fremragende eksempel på. For at nå frem, skal man på livets vej billedligt talt krydse mange farlige veje. Nordbrandt evne til at skab metaforer er unik, hvilken ovenstående citat er et fremragende eksempel på.

Digtsamlingen er virkelig uhyggelig. Men også uhyggelig god. Sprogligt overlegen og indholdmæssigt bomstærk og intet mindre end et skræmmende godt mesterværk.

Anvendelsen af den mange myter og mytologisk vraggods pirrer konstant læseren, og tilfører kontinuerligt originale lag til stoffet. Nogle er vendt på hovedet, andre er sløret af, at digtene foregår i en moderne verden. Det er broen et godt eksempel på. I denne myte er det Karons færge, der fører de døde over floden Styx, der refereres til. I digtet “Krematoriet på krigsstien” anvendes Orfeus-myten virtuost:

“Og nogle af dem ser beskueren i øjnene / med det bebrejdende blik / der altid møder de overlevende / som giver efter for trangen til at se sig tilbage.”

Et meget interessant digt er også “Alle de år”, der skildrer et helt livsforløb, hvor jeget rejser alene med tog i Tyskland. Han passerer forbi spøgelseslignende stationer og moderens fødegård samt kirkegården, hvor hans far ligger begravet, for til sidst at stige ud på en mennesketom perron. Det er et gribende digt, spækket med symboler og metaforer, der maner til dyb eftertanke. Digtsamlingen slutter dog en anelse optimistisk:

” – livstrætte / men altid på udkig efter nye oplevelser.”

Det er yderst relevant og bevidsthedsudvidende at læse en digtsamling, der skildrer alle de dybe følelser og smertelige erfaringer, som er forbundet med oplevelsen af det forfald, der opstår, mens man venter på døden eller ligefrem ønsker den. Det gør denne digtsamling fuldstændigt fremragende. Desuden appelerer digtsamlingens metaforer og sprog så stærkt til til menneskelige følelser og erfaringer, at man flyver igennem den. Det er stærkt, det er barskt, det er fremragende. Læs, læs, læs.

Henrik Nordbrandt: Så en morgen, Gyldendal, 62 sider, udgivet 12. marts 2021.