Statsministeren som politisk figur dukkede ikke skumfødt op af Østersøen en junidag i 1849. Det har taget 170 års politisk udvikling at nå til den rolle, som statsminister Mette Frederiksen har i dag. Fra en fin titel uden indhold og uden eget ministerium til vore dages absolutte førstedame (m/k), der samler en utrolig stor magt i egne hænder og som kan udskrive folketingsvalg, udskifte ministre og udstikke de politiske programmer for alle regeringens øvrige ministre.

Den udvikling handler Tim Knudsens fem binds værk Statsministeren om, og bind to begynder med systemskiftet i 1901 og går til Staunings død i 1942. Systemskiftet er i den politiske verden – især hos Venstre – næsten mytisk, men Knudsen viser at det står stærkere i fortællingen end i virkeligheden. Hos de mænd, der overtog regeringsmagten og ikke mindst hos kongen, skulle der gå lang tid før parlamentarismen var slået fast som princip.

De første fyrre år af det 20. århundrede var ellers et nybrud. Højres magt var brudt, og først bønderne og senere arbejderne rykkede ind i regeringskontorerne. Det var ikke populært alle steder, og selvom der var enkelte skvulp undervejs – påskekrisen 1920 – så foregik det fredeligt i Danmark, i modsætning til de fleste andre europæiske lande, hvor tiden var præget af krig og politisk uro.

Imens voksede også embedet. Konseilspræsidenten blev til statsminister, og tiltog sig løbende igennem perioden mere magt – men også mere ansvar. I 1910 slog rigsretten efter Albertisagen fast, at konseilspræsidenten havde tilsynspligt med sine ministre, og på den måde blev det slået fast at titlen ikke bare var primus inter pares, men over de øvrige ministre med pligt og ret til at gribe ind over for ministrene.

Det var I.C.Christensens, Neergaards, Zahles og Staunings tid, og Tim Knudsen fortæller om skiftende regeringer store og små sejre og nederlag, forholdet til kongemagten, til forsvarssagen og til den senere trussel fra Tyskland. Vigtigst er dog statsministeren og hans magt, hvordan han forvalter den i forhold til folketing, parti, presse og rigsdag. Det er guf for alle politiske nørder, og ligesom i første bind giver bind to en indsigt i ikke bare historie, men også i hvorfor og hvordan vores demokrati har udviklet sig, og hvordan mange af de traditioner vores politikere stadig arbejder inden for rammerne af er blevet til.

Hvis man ikke synes at 1800-tallet er spændende, kan man sagtens hoppe på her i bind 2. Men hvorfor skulle man ikke starte ved bind 1, når det nu også er værd at læse?

Tim Knudsen: Statsministeren. Bind 2. 608 sider, Samfundslitteratur. Udkom oktober 2020