Suzanne Brøgger har altid sat sine karakteristiske hatte, som hun ville. Lige siden hendes debut, har hun altid fascineret mig med sin stærke feminine stemme, sine erotiske eskapader og mindst den skalpelskarpe kultur- og samfundskritik, som hun altid er eksponent for.

Hendes seneste udgivelse “Med egen hånd” er et must-read for Brøgger fans. Bogen er samling af uddrag af bøger og essays, hvor kun enkelte har været offentliggjort før. Her spejler hun sine tidligere værker i tidsånden; opdaterer og nuancerer og diskuterer. Som altid er det emner som parforhold, kernefamilie, køn, voldtægt, skyld, skam, og mor-datterforhold og kvinderollen, der optager Brøgger. Forrygende klog og reflekteret son altid. Et stykke zeitgest, der spejles i subjektets refleksioner, og på mange måder løftes til et stykke fælles kløgtigt og nuanceret kvindehistorie.

Brøgger siger selv om bogen:

“Jeg har set tilbage i mine tidligste ‘befrielsesbøger’ for at finde ud af, hvad der er sket med verden og mig selv de sidste halvtreds år. Hvad sker der med kærligheden og kønnenes forvandling? Med forelskelsen og fremmedfølelsens frygt? Hvad skete der med børnene og jorden?”.

Konstruktivt går Brøgger i dialog med sig selv, samfundet og egne værker, og bogen er en fryd at læse. For Brøgger er blevet (endnu) klogere med alderen – og hun tør stå ved, at hun har ændret mening. Hvor hun før tordnede imod privatlivet, anser hun det i dag som en borgerret.

Detroniseringen af kunsten og opløsningen af kulturens kerne sættes for eksempel under lup med bragende visdom og stort i essayet “Café”:

“På Slagelse Station sidder en hijabklædt somalipige og synger ind i sin telefon. Bag hende ses, langs hele perronen, en halv kilometer lang reklame for en amerikansk film med maskingeværer: Red Dead Redemption – rød død udfrielse. Hvad er farligst for Europa, den hijabklædte kvinde eller den amerikanske kultur?”.

Som altid trækker Brøgger på hele sin viden om religion, myter og kunst samtidig med, at hun deler ud af personlige erfaringer fra sig selv, venner og familie. Jeg var for eksempel meget optaget af afsnittet, hvor hun sammen med journalisten Puk Damsgård møder de jihabklædte kvinder i al-Hol-lejren. Her synes kvindernes frihed netop at være at dække sig til for at undgå mændenes begær. Samtidig trækker lejrens mangel på privatliv en litterær parallel til Virginia Woolfs mesterværk “A room of my own”. Et dybt interessant, litterært perspektiv, som i den grad cementerer Brøggers eminente og stærkt personlige stemme, der altid skriver med egen hånd.

“Med egen hånd” er en gave til alle Brøgger-fans, men nye læsere kan sagtens starte her. I en tid, som er stærkt præget af politisk korrekt budskabsflimmer og opslidende click-bate, er det både fordybende og forfriskende at læse Brøggers veloplagte værk, der giver nye nuancerede vinkler på sammensatte problematikker i både den offentlige og private sfære. Glæd dig.

Hvis du vil læse mere af Brøgger, har vi tidligere anmeldt bogen Suzanne Brøgger Samtalememoirer med begejstring her på bloggen. Og her er link til anmeldelse af en biografi.

Suzanne Brøgger: Med egen hånd, Gyldendal, 252 sider, udgivet den 6. januar 2021.