Louise Zeuthen: Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger
Louise Zeuthen, lektor på Københavns Universitet, har skrevet Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger. Det er en anderleders biografi om en anderledes forfatter. Et bevægende og fængende værk om de første 40 år i Brøggers liv. Bogen er ikke bare et indblik i et forfatterliv, men skildrer en sælsom og stærk skæbne og et ikon i dansk litteraturhistorie.
Jeg indrømmer det gerne, før jeg overhovedet havde læst nogle af Suzanne Brøggers bøger, havde jeg en holdning til forfatteren Suzanne Brøgger og hendes litteratur. Det er nok ikke så mærkeligt, for først og fremmet så har Brøgger skabt en myte via en forfatterfigur, som væver mellem fiktion og virkelighed. Zeuthen tager netop fat i denne mytedannelse, som Brøggers forfatterskab og liv kredser om. Bogen er en biografi og undersøgelse af en af Danmarks mest revolutionære forfattere, og nok af den grund gives der heller ikke meget plads til historien om Brøggers liv som moder og hustru.
Bogen er opdelt i 11 kapitler for uden prolog og epilog, og meget symptomatisk for forfatterskabet er to af kapitlerne udelukkende billeder. Brøggers mytedannelse hænger i høj grad sammen med hendes fysiske fremtrædelse og mediernes indflydelse på godt og ondt, derfor er billederne en vigtig afspejling af det liv, som kommer til udtryk i Brøgger litteratur. Værket lægger ud med at give læseren indblik i Suzanne Brøggers turbulente barndom ud fra forholdet til hendes moder, Lilian Henius. Desuden gives tilblivelsen og modtagelsen af debutroman Fri os fra kærlighed fra 1973 en central rolle for resten af forfatterskabet.
Det er dog skildringen af Brøggers forhold til den franske diplomat Philippe Baude, som både indholds- og omfangs-mæssigt tager den tungeste plads i bogen. Det er bestemt ikke underligt, at denne afslørrende gengivelse af Brøgger og Baudes korrespondance er central for biografien. Med Zeuthens skarpe analyse og blik for det nærværende og humoren, får læseren adgang til dette saftige og betydningsfulde forhold, og man får forståelsen af, at forholdet har været meget mere end en oplæring i seksuel frihed og brevskrivning.
Det er en intellektuel bog ikke kun om vejen til personlig frihed, men om det at være for ud for sin tid. Med sin variation i fortællemåde og sin fine vekslen mellem at give oplevelsen, selvfølgelig Brøgger selv og interessant nok omverdenens fortolkning / mening plads og stemme, er bogen et originalt værk om en af de modigste mønsterbrydere i dansk litteraturhistorie. Det resulterer i en spændende og velskrevet biografi om en kvinde og forfatter, der tør satse og gå til yderligheder.
Louise Zeuthen, Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger, Gyldendal, September 2014, 456 sider.