“Hvis man har den erotiske åbenhed overfor alle, ender man jo sammen med forbryderne og staklerne og psykopaterne, som denne åbenhed også må gælde for. Og inden man har set sig om, har man sat sit eget liv på spil.

Der findes næppe en mere ikonisk forkæmper for kærligheden, kvinderne og erotikken end den livskloge sibylle Suzanne Brøgger. I den netop udkomne samtalebog løfter den legendariske forfatter med de dybtsorte øjne endnu en flig af sløret. Men vi kommer desværre ikke hele vejen ind bagved.

Samtalebogen er en notorisk svær genre, som jeg normalt styrer uden om. Men dens force, er at man kan komme meget tæt på et emne eller en person, når genren ellers fungerer. Og det gør nærværende samtalebog, hvor den norske journalist Alf van der Hagen klædeligt træder i baggrunden, og lader samtalen med Suzanne Brøgger flyde fuldstændig ubesværet. Det giver plads til den meget velfungerende suggestive, stream-of-consciousness agtige erindringshistorie, som Brøgger generøst folder ud.

Brøggers historie fortælles relativt kronologisk, og starter med hendes svære opvækst med den psykisk syge mor, forældrenes skilsmisse, og det omsorgssvigt og kaos hendes barndom bestod af. En mulig og plausibel forklaring på, hvorfor den helt unge Suzanne Brøgger havner i armene på meget ældre fransk diplomat. Han bliver årsagen til hendes sværmen for 1960’ernes seksuelle frigørelse. Modeldrømmene, de mange forelsker og dekadancen. Hun gennemgår desuden de fem vigtigste mænd i hendes liv minutiøst, men aldrig udleverende.

Som læser af Brøggers forfatterskab vil man kunne nikke genkendende til ganske meget af det, der fortælles i nærværende værk. Men historien har fået et nyt og meget klædeligt lag. Nemlig, hvilke konsekvenser det dekadente og udsvævende erotiske liv reelt havde for Brøgger, og hvorfor det netop blev erotikken, der skulle være hendes signatur og virkemiddel.

“Det er klart, at jeg i den første bog satte livet på spil. Det gjorde jeg. Men jeg tænkte, at litteraturen havde udspillet sin rolle. (…) Man måtte skrive noget, der gjaldt liv og død, ellers var det ikke interessant. (…) Men der skete i stedet det, at jeg med mine første bøger blev en skandalesucces. Jeg kunne ikke være almindelig mere. Der for mange, der ville have mig. Og det måtte også betyde, at jeg ville have alle. Og sådan kom jeg til at leve på en kæmpe løgn.”

Det udsvævende liv er ganske enkelt for hårdt, og Suzanne Brøgger får en dyb depression. For at redde sig selv, og få balance i sit liv flytter Brøgger til Löve, hvor hun stadig bor sammen med sin mand på 34. år. Her er der zen og plads til fordybelse.

På trods af de mange samtaler om sex og seksuel frigørelse, er bogen forunderligt uerotisk. Og Brøgger glider (forståeligt) af på flere af de mere sensationelle emner, som også er dem, gør virkelig ondt. Voldtægten, og de seksuelle fantasier, der rystede Danmark. Blandt andet.

Jeg betages som altid man af Brøggers vid, dannelse og det helt unikke livsbegær, der gør hende til et fantastisk interessant bekendtskab. Så hvis du holder af Suzanne Brøgger, eller gerne vil introduceres til hendes nuværende livssyn, så læs endelig nærværende samtalebog. Man bliver klogere på både Brøgger og den kulturhistoriske sammenhæng, hun var og er en del af. Selv siger Brøgger, at det er den eneste biografiske bog om hele hendes liv.

Alf van der Hagen: Suzanne Brøgger – Samtalememoirer, Gyldendal, 352 sider, oversat af Karen Fastrup, udgivet 20. august 2020.