“Man må forsøge at genskabe respekten for håndværket og prøve at forstå den genialitet, der var i den dygtige landsbysmeds arbejde.”

Det er ikke sikkert, at navnet Jens Harald Quistgaard siger dig så meget. Men hvis du kigger i dine skuffer og skabe, er jeg sikker på, at du finder mindst én ting, som er skabt af den danske designer og kunsthåndværker. For eksempel den klassiske dåseåbner, Hajfinnen som Quistgaard designede for Raadvad. Eller det legendariske spisestel i stentøj, Relief, som de fleste danskere har haft mellem hænderne. Eller måske har du båret morgenmaden ind på den ikoniske “Fiona-bakke” af træ, som stadig produceres af Skagerak, det tidligere Trip Trap.

Piet Hein kaldte Quistgaard for “den ukendte verdensberømte”, og det passer skræmmende godt. For selvom mange genkender hans design fra deres opvækst, så er det de færreste, der kan udpege Quistgaard ligeså sikkert, som man for eksempel gør det med Arne Jacobsen og andre af de store danske designere.

Men Quistgaard var meget, meget mere end “ham med dåseåbneren og testellet”. Han er en af de mest udbredte danske designere nogensinde. Ikke bare var han særdeles produktiv – han er også en af de mest tilgængelige designere, når man taler antal af producerede enheder på verdensplan. Både bestik, fade, tallerkener, skåle, lysestager og testel er nået langt udenfor Danmarks grænser.

I bogen “Jens Harald Quistgaard – en dansk designer”, præsenteres vi endelig for denne alt for oversete danske designer, som i den grad fortjener en plads i danske kulturhistorie.

Quistgaards godt 4.000 designs er aldrig blevet katalogiseret et samlet sted, men det råder bogens forfatter Emilie Rygaard Rasch heldigvis bod på med nærværende værk, der har været godt fem år undervejs. Så lang tid har det taget at indsamle og dokumentere Quistgaards mange designs. Og det er ikke mindre end en fryd at læse bogen, der sender os direkte ned af memory lane.

Bogen tegner et meget fint portræt af en nysgerrig designer, der var forud for sin tid. Og samtidig giver den også et svar på, hvorfor Quistgaards navn ikke er mejslet ind i vores bevidsthed ligesom de andre designkoryfæer, Poul Henningsen, Børge Mogensen og Finn Juhl.

Quistgaard voksede op i et kunstnerisk hjem med en mor, der var maler, og en far der var billedhugger og underviser på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Allerede som seks-årig smedede han en ske til sin mor, og som 15-årig fik han udstillet en serie knive på Charlottenborg. Modsat andre designere var han autodidakt, og hans tilgang til materialer var “hands-on”. Han satte altid håndværket i fokus samtidig med, at han fandt inspiration i den måde, som de gamle naturfolkeslag og vikinger havde fremstillet ting på. Det blev af nogle af tidens førende designere betragtet som retrospektivt og tilbageskuende og derfor håbløst umoderne. Fordi hans designs primært henvendte sig til middelklassen clashede det også med de socialistiske strømninger, og det nybrud, der boblede i Quistgaards samtid.

Men Quistgaard var om nogen med til at sætte dansk design på verdenskortet, og som chefdesigner for det amerikanske firma Danish Design, solgte hans design mange steder i verden. Især Japan, USA og Europa.

Som designelsker er jeg virkelig begejstret for, at der endelig sættes navn på Quistgaard, og at han skrives ind i den danske kunst- og kulturhistorie, som han fortjener. Jeg kan måske undre mig lidt over bogens forside, som virker klodset i sin opsætning, og derfor ikke yder denne store designer retfærdig. Men dette til trods, så er bogen fremragende og et absolut et must-read for alle, der interesserer sig for dansk design og kulturhistorie. Og så føjer værket en helt ny dimension til det at åbne en dåse tun.

Emilie Rygaard Rasch: Jens Harald Quistgaard – en dansk designer, Politikens Forlag, 208 sider, udkom den 17. december 2020.