// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gregor von Rezzori: Blomster i sneen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Historie

Gregor von Rezzori: Blomster i sneen

Skrevet af den 22. november 2020 – 07:57Ingen kommentarer

Gregor er født i det habsburgske rige i det kritiske år 1914. Inden han fylder fem er hans verden brudt sammen, kejserriget er faldet fra hinanden og han er ikke længere borger i et storslået imperium med en glorværdig historie, men derimod i et af mellemkrigstidens nye stater, Rumænien. Familien er lavadelig, tysktalende og skal nu finde sine ben i en ny verden, hvor gamle privilegier og skikke forfalder, og hvor de er gået fra at være samfundets top til at være en ugleset minoritet der ikke engang kan det lokale sprog – og som med en detroniseret herrementalitet heller ikke har tænkt sig at lære.

Det går ikke så godt.

Blomster i sneen er Gregor von Rezzoris selvbiografi, en fortælling om at vokse op i mellemkrigstiden i en stemning af undergang og problemer. Moderen er overbeskyttende og sart, faren er kun optaget af at gå på jagt. Tilbage er tjenestefolkene, der bliver Gregors virkelige omsorgspersoner og faste holdepunkter – indtil de fjernes og rødderne kappes. Forældrene bliver skilt, verden er af lave, formuen er tabt og ikke bare Gregor men hele Centraleuropa kæmper for at finde sine ben i den nye tid. Tiden før katastrofen.

Gregor von Rezzori har en skarp, men også følsom pen, og han bruger den til at tegne et portræt af en dreng, en familie og en tid, som danner klangbund for alt det, der kom til at ske. Hans familie sad på første parket til aftenlandets undergang. Første gang da de måtte flygte fra zarens hær i første verdenskrig, senere da de endte i en udørk langt fra Wien i et nyt, fremmed land, og sidste gang da familien som folketyskere blev forflyttet efter alliancer mellem Nazityskland og Sovjet i de sidste gispende åndedrag af frihed inden 2. verdenskrig ryddede bordet.

Det er stærke erindringer fra en glemt tid. 1. verdenskrig og de tre kejserrigers efterfølgende sammenbrud – Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarns – flyttede ikke bare landegrænser, men også befolkninger og verdensbilleder. Von Rezzori er en slags Stefan Zweig på vrangen; han skriver ikke om længslen efter alt det, der gik tabt, men om de mennesker, der længtes og som ikke kunne finde sin plads i moderniteten og de store stormes århundrede.

Gregor von Rezzori er ikke ret kendt på dansk, men Forlaget Sidste Århundrede udgav i 2018 En antisemits erindringer, som var ganske enkelt fremragende. Blomster i sneen er absolut læsværdig, men ikke helt oppe i den mesterværksklasse, som En antisemits erindringer er.

Gregor von Rezzori: Blomster i sneen. 292 sider, Forlaget Sidste Århundrede. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, udkom 6. november 2020

Der er lukket for kommentarer.