Mellemkrigstiden. Det centrale og østlige Europa er et virvar af nyopståede stater, der har fået deres selvstændighed efter sammenbruddet i de gamle kejserriger. Væk er kejserriget Tyskland, væk er det ældgamle Østrig-Ungarn og væk er zarens Rusland. I stedet er der opståede nye stater, tilfældige grænsedragninger og nye mindretal. Kun den gamle adel består, men heller ikke de har meget tilbage af fordum glans – ikke andet end en evig længsel efter verden af i går. Evigt elskes kun det tabte, og det habsburgske kejserrige elskes evindeligt.

Unge Gregor vokser op i dette miljø. Han er af en adelig familie, der engang var stolte og loyale understøtter til de habsburgske kejsere, men som nu ved geografiens tilfældighed er blevet borgere i kongeriget Rumænien af den simple årsag, at deres ejendomme lå her. Engang var de kejserens forpost, civilisationen i grænselandet. Nu har grænsen flyttet sig, og de er et mindretal i et nyt land. Det forhindrer dem ikke at tale tysk og føle sig østrigsk – og slet ikke i at have en ubegrundelig og netop derfor dybfølt foragt for jøder.

I Gregors miljø er antisemitismen så rodfæstet, at den end ikke behøver begrundelse. Jøderne er, om ikke undermennesker, så dog mindreværdige, ynkelige, ubehagelige og ikke mindst snyltere. Sådan er det bare. Hele epokens mindreværdskompleks og sorgen over den ældgamle ordens omstyrtelse projiceres ud som foragt for jøder uanset om de er religiøse eller ej, kulturelle eller uvidende, fattige eller rige.

Gregor har mange drømme for fremtiden, men meget lidt vilje til at føre dem ud i livet. Han føler sig hævet over alle andre, men har hverken skolekundskaber, kunstnerisk talent eller viljestyrke til at føre sig frem med andet end sit snobbede bedreværd og økonomiske arv. Derfor vandrer han mellem lande og byer – ak, næsten som den evige jøde – på jagt efter mening med tilværelsen. Overalt fascineres og tiltrækkes han af de forhadte jøder (og især deres kvinder) samtidig med at han utvunget fortæller om sine oplevelser og sit samvær med jøderne uden at slække på sin nedarvede anti-semitisme.

Jeg har sjældent været så fascineret af en romanfigur, som jeg er af jeg-fortælleren Gregor. Han reflekterer til stadighed over sig selv og sin tid, ser sine følelser udefra, og er fuldstændig klar over hvor usammenhængende hans verdenssyn er. Alligevel er han også, med alle sine fejl, den gamle verdens stolteste repræsentant, for nok kan man ikke lide jøder – men jødeforfølgelser, det er trods alt uæstetisk. Han er sin klasse og sin tid, kæmper ikke for alvor i mod, men ser samtidig alle modsætningerne, alle hyklerierne, alle de latterlige fordomme, men kan alligevel ikke selv slippe dem. Først til slut, da nazisterne marcherer ind i Wien, forsøger han at gøre sig fri.

En antisemits erindringer er et blik ned i en verden, der ikke eksisterer mere (heldigvis, da). Den har, ligesom Stefan Zweigs Verden af i går om tiden før første verdenskrig, et element af sorg over den tabte tid, men i endnu højere grad udstiller den hvordan folk forsøgte at holde fast i deres privilegier og fordomme, fordi de var for mentalt dovne til at slippe dem.

Det er en gennemført fremragende roman skrevet med viden og vid, og fortalt i et på engang poetisk og råt sprog, altid præcist og alligevel medrivende. Lad ikke titlen skræmme dig væk – de ter en stor læseoplevelse.

Gregor von Rezzori: En antisemits erindringer. 326 sider, Forlaget Sidste Århundrede. Oversat af Jørgen Herman Monrad & Judyta Preis, 2018