// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jørn Tranekjær Andresen: Udyret – Logbog om en massemorder
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » True Crime

Jørn Tranekjær Andresen: Udyret – Logbog om en massemorder

Skrevet af den 2. december 2020 – 06:37Ingen kommentarer

Jeg har efterhånden læst en hel del true crime, især om danske kriminalsager, men jeg var alligevel aldrig før stødt på navnet Carl Wagner. Wagner huserede i Nordsjælland i 1930’erne, og hans forbrydelser skabte avisoverskrifter over hele landet.

Carl Wagner vokser op i den lille landsby Grønnegade ved Hørsholm og mister tidligt i livet sin far. Derefter bor han alene sammen med sin mor og sine to søstre, Johanne og Ega. Han udviser allerede i barndommen psykopatiske personlighedstræk, hvor han får voldsomme raserianfald og forulemper sine søstre seksuelt. Han har i skolen og senere som løsarbejder dårlig arbejdsmoral og vil hellere begå kriminalitet for at tjene lette penge end at arbejde for dem på ærlig vis. Hans seksualdrift er abnorm, og sammen med hans dårlige sociale færdigheder gør det ham ude af stand til at kommunikere normalt med kvinder, og han misbruger dem i stedet seksuelt.

Selv ikke da Carl bliver idømt 6 år i tugthus for den grove voldtægt af en ung kvinde, stopper det hans voldelige fantasier, og det eneste, han lærer under sit ophold i Horsens Straffeanstalt, er, at han skal blive meget bedre til at slette sine spor, når han har begået en forbrydelse.

Trods Carls mange fejl og seksuelle overgreb på moderen holder hun stædigt hånden over ham, hver eneste gang han bliver beskyldt for en ny forbrydelse. Hun giver ham endda flere gange et falsk alibi, men i sidste ende får det katastrofale følger. Carl tænder nemlig på brandstiftelse og ældre kvinder, og det varer ikke længe, før den første gamle dame dør i en brand, der tilsyneladende er opstået ved et uheld.

Fortællingen om Carl Wagner er skrevet på baggrund af omfattende historisk dokumentation såsom retsdokumenter, forhørsprotokoller, avisartikler, breve osv. Bogen er opbygget som en fiktionaliseret logbog over Carls liv krydret med fiktive dagbogsnotater fra hans søster Ega, som beskriver barndommen sammen med broren og frygten for ham samt de konsekvenser hans handlinger har for hele familien.

Det var interessant og skræmmende læsning at dykke ned i Carl Wagners liv. Det var skræmmende på grund af Carls fuldstændige mangel på empati og hans voldsomme seksualdrift, der drev ham til at begå mange af sine forbrydelser, og interessant, fordi den gav et indblik i livet i det danske samfund i 1930’erne. Det gav samtidig en forståelse af, hvor utroligt langt politiet og retsmedicinerne er kommet siden dengang i udviklingen af metoder, der kan hjælpe med at fange folk som Carl Wagner og få dem dømt for deres forfærdelige forbrydelser. Er du til true crime, er denne bog et oplagt valg til ønskelisten til jul.

Du kan læse vores andre anmeldelser af true crime-bøger her.

Jørn Tranekjær Andresen, Udyret – Logbog om en massemorder, Turbine, 284 sider, udkom 22. oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.