// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Håkan Nesser: Den sørgmodige buschauffør fra Alster
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Håkan Nesser: Den sørgmodige buschauffør fra Alster

Skrevet af den 13. januar 2021 – 06:47Ingen kommentarer

Gunnar Barbarotti er tilbage. I oktober 2012 udkom ellers femte og sidste bind i serien om kriminalkommissæren, men nu er han heldigvis tilbage for en kort stund, og det har været et aldeles behageligt gensyn.

Lige så snart jeg var i gang med denne bog, sank skuldrene sig, og jeg var tilbage i det velkendte univers – dér hvor sproglig elegance, det rolige, men perfekt afstemte tempo og et godt plot smelter sammen i en Nesser-classic. Jeg er vild med det.

Vi er i 2018, og Gunnar og hans kollega, og nu også samlever, Eva Backman befinder sig på det nordlige Gotland i en længere periode – begge på orlov fra tjenesten. På én af deres lange gåture i det meget småt befolkede område, mener Gunnar at få øje på en mand ved navn Albin Runge, som burde være død fem år tidligere.

Gunnar og Eva arbejdede tilbage i 2013 på en sag, hvor en mand ved navn Albin Runge modtog dødstrusler. Albin Runge forsvandt under efterforskningen, og hans hustru og dennes elsker var mistænkt for at have gjort det af med Albin for at få fat i en betragtelig arv. Men der dukkede aldrig et lig op, og sagen blev afsluttet.

Derfor kan det jo heller ikke passe, at Albin Runge pludselig går rundt på Gotland. Selvom Gunnar og Eva er på orlov for at få en pause fra politiarbejdet, kan de ikke lade sagen ligge. Var efterforskningen god nok dengang i 2013? Er der nogen som helst sandsynlighed for, at Albin Runge er i live og befinder sig på Gotland?

Jeg vil anbefale alle, der elsker en god, sofistikeret kriminalroman uden for meget blod og ramasjang til at læse denne. Bogen kan læses uanset om du har læst de forrige, men det vil jeg anbefale dig at gøre. Du har en stor læseoplevelse til gode.

Læs også min anmeldelse af De ensomme og Slagteren fra Lille Burma, der er henholdsvis bind 4 og 5 i serien.

Håkan Nesser, Den sørgmodige buschauffør fra Alster, Modtryk, oktober 2020, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 328 sider.

 

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.