Slagteren fra Lille Burma er femte og sidste bind i serien om vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti og hans kvindelige sidestykke Eva Backman. Og hvilken skam det er! Jeg har været virkelig glad for denne krimiserie af flere årsager. Først og fremmest skriver han virkelig godt. Spørger du mig, er det store felt af svenske krimiforfattere hver og en en PC, hvorimod Håkan Nesser er en MacBook Pro. Derudover er alle fem historier vidt forskellige – og lige gode. Ofte i denne her type føljetoner er typen af historier, plottet og efterforskningen nært beslægtet, men i disse fem bøger er de ganske forskellige.

I dette femte bind kommer vi ind i Gunnars liv på et rigtig svært tidspunkt. På de første side dør hans elskede kone Marianne, hvilket efterlader ham i en tilstand af sorg. Da han kommer tilbage på arbejde, sættes han i en slags beskæftigelsesterapi, hvor han skal kigge lidt på en gammel uopklaret sag fra 1989. Han ved ikke rigtig om han skal være irriteret eller lettet, men inden han får besluttet sig for det, finder han ud af, at det nok ikke bare drejer sig om tilfældig uopklaret sag, men at der stikker noget mere under.

I bogen befinder vi os skiftevis i 1989 og 2012 og vinklen skifter derfor, hvilket giver en god effekt med skiftende kapitler og løbende cliff hangers. Dette gør, at du som læser følger virkelighedens gang fra dengang parallelt med Barbarottis opklaringsarbejde. Helt klassisk, men meget effektivt.

Jeg vil ikke sige mere nu end læs den. Og læs også de fire forrige, hvis du ikke har gjort det. Og til Gunnar Barbarotti vil jeg sige tak for denne gang. Det har været en fornøjelse at lære dig at kende og jeg håber, at Håkan lader mig møde dig igen i en anden sammenhæng.

Håkan Nesser, Slagteren fra Lille Burma, Modtryk, 29. oktober 2012, 387 sider.