// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Lundberg: Efterspil
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Peter Lundberg: Efterspil

Skrevet af den 1. oktober 2020 – 06:00Ingen kommentarer

Så kom den længe ventede afslutning på Peter Lundbergs Agenda-trilogi, og det med lidt af en genreændring. For hvor de to første bøger bød på masser af eksplosionsagtig action, har Peter Lundberg med Efterspil skrevet en spændingsroman, der på fin vis afslutter trilogien med efterforskeren og forfatteren Thors store livsdilemma – den rolige og trygge tilværelse i familiens skød eller livet uden forpligtelser i USA, iblandet smukke kvinder og en gammel sag, som Thor aldrig rigtig fik afsluttet.

Thor er erklæret rask efter et længere kræftforløb og frier impulsivt til sin kæreste, Anne, og foreslår, at de skal giftes to måneder senere på Thors 50-års fødselsdag. Men hvad der først virker som verdens bedste idé, begynder, efter ordene er sagt, langsomt at kvæle Thor. Han ved ikke, om han kan gennemføre og ender med at kaste det hele op i luften, forlade Anne og hendes datter Amalie, og rejse til Long Island i USA, til vennerne Michelle og Hans Toftegaard. Thors ellers harmoniske tilværelse er med ét kaotisk, og selvom Long Island skulle være en mulighed for Thor til at få ro til at skrive sin roman ”Manden på bjerget” færdig og tænke over forholdet til Anne, ender han i armene på en smuk intelligent kvinde, der får tilværelsen i Danmark til at blegne.

Sideløbende læser vi Thors roman ”Manden på bjerget”, som oprindeligt skulle være en roman om det stille kunstnerliv for kunstneren Poul Jones i Pyrenæerne. Det ender dog med, at romanen tager en drejning, der får tankerne hen på det tumultariske liv, Thor levede førhen i jagten på Christian Lund. Både Thor og hans romankarakter Poul Jones har sit at se til i forhold til smukke kvinder, og en eksistentiel midtvejskrise for begge mænd udspiller sig for næsen af læseren. Thor må træffe et valg, og som om det ikke var nok, får Thor nye oplysninger i den gamle sag om Christian Lund, der vender op og ned på alt, hvad han havde troet om nogle personer meget tæt på ham. Er det muligt efter alle disse år at få en afslutning på svindelaffæren omkring T. T. Webb & Co.?

Efterspil er en bog, der sagtens kan stå alene, men for at få det fulde indblik i Thors liv som efterforsker og alle hans kvinder anbefaler jeg, at man læser hele trilogien. Peter Lundberg er billedkunstner, og det er derfor et virkelighedstro indblik i livet som kunstner, vi oplever gennem romankarakteren Poul Jones’ øjne.

Læs også vores anmeldelser af Agenda og Opgøret.

Peter Lundberg: Efterspil, Forlaget PROfil, 307 sider, udkommer 1. oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.